Finanslov sender millioner i byggeriets retning

Mere bæredygtighed, flere energirenoveringer og bedre beskyttelse af landets kyster. Det er blandt punkterne på finansloven for 2021.
I lørdags faldt den økonomiske kabale på plads for finansminister Nicolai Vammen. Foto: Morten Fauerby // Montgomery
I lørdags faldt den økonomiske kabale på plads for finansminister Nicolai Vammen. Foto: Morten Fauerby // Montgomery

Regeringen og dens støttepartier vedtog lørdag næste års finanslov, og det ser umiddelbart ud til, at der er en mindre pengeregn over byggeriet. Det skriver Politiken Byrum.

Der er således afsat 50 millioner kroner til indsatser, som skal understøtte grønnere og mere bæredygtigt kvalitetsbyggeri. Den præcise fordeling finder først sted i 2021.

Der er også fundet 150 millioner til tilskudspuljen til energirenoveringer i offentlige bygninger.

Godt nyt er der også til almene boligforeninger. Bygningspuljen får nemlig 300 millioner kroner i 2021 og 25 millioner kroner årligt fra 2022. Pengene skal styrke den grønne omstilling via energieffektiviseringer.

Der er udsigt til færre tomme og faldefærdige gamle rønner rundt om i landet. Nedrivningspuljen tilføres nemlig 150 millioner kroner i 2021 til at styrke nedrivningsindsatsen af boliger, der skæmmer i landskabet. Pengene bliver en del af puljen til landsbyfornyelse, der gives som tilskud til kommunerne. Samtidig øges den statslige finansiering.

Der er desuden fundet 350 millioner, som skal gå til kystsikringsprojekter. Det skal bane vej for flere ansøgere.

Endelig er loftet på boligjobordningen blevet hævet. Det betyder, at privatpersoner kan få serviceydelser og håndværkerydelser for 25.000 kroner.

Finanslovsforslaget er forhandlet på plads mellem regeringen og dens støttepartier Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Alternativet bakker også op om forslaget.

Relateret indhold