Filantropisk forening modtager Det Gyldne Søm

Det Gylden Søm 2020 tildeles foreningen Realdania, som i nu 20 år har støttet mere end 3900 store og små projekter som alle har haft det fælles mål at skabe livskvalitet for alle gennem det bebyggede miljø.
Filantropidirektør Nina Kovsted Helt og administrerende direktør Jesper Nygård fra Realdania modtog Det Gyldne Søm på Byggesocietetets landsmøde torsdag. Foto: Torben Jastram.
Filantropidirektør Nina Kovsted Helt og administrerende direktør Jesper Nygård fra Realdania modtog Det Gyldne Søm på Byggesocietetets landsmøde torsdag. Foto: Torben Jastram.

KØBENHAVN: Den 2. oktober fylder Realdania 20 år, så den filantropiske forening er på papiret stadig teenager. Og selvom teenagere er kendt for at være lidt dyre i drift, så er det alligevel de færreste, der som Realdania allerede har “formøblet” 20,5 milliarder kroner.

Pengene er heldigvis kommet de fleste af os til gode i form af støtte til ca. 3900 spændende og meget forskellige projekter i hele landet, som alle har haft det fælles mål at skabe livskvalitet for alle gennem det bebyggede miljø.

Torsdag modtog Realdania Det Gyldne Søm, en hædersbevisning som Byggesocietetet hvert år siden 1979 har uddelt til en person, virksomhed eller institution, som har bidraget positivt til udviklingen i bygge- og ejendomsbranchen.

Realdania har gennem årene bidraget ikke bare økonomisk men også med viden og forskning. Listen af projekter er omfattende. Et af de seneste eksempler på Realdanias virke er etableringen af Boliglaboratorium, som er et samarbejde med Statens Kunstfond og rummer alle grene af Bygge- og Ejendomsbranchen.

Det nye Boliglaboratorium skal skabe et rum for boligeksperimenter og en nytænkning af dansk boligarkitektur. Eksperimenter, der udgør reelle eksempler på, hvordan vi kan gentænke boligen i Danmark. Det nye Boliglaboratorium vil herudover skabe en platform for udvikling og drøftelse af reelle løsninger, såvel som at dokumentere, udstille og formidle resultaterne af eksperimenterne. Boliglaboratorium understøtter derved såvel den grønne omstilling og nytænkning i branchen. Og det er efter Byggesocietetets opfattelse de to helt centrale udfordringer i Bygge- og ejendomsbranchen.

Men Boliglaboratorium er kun ét eksempel blandt mange. Af andre eksempler kan nævnes Holmegaard Værket i Holmegaard ved Næstved, Kongebro-kvarteret i Middelfart, som fokuserer på et mere klimarobust byområde, Verdenspladsen i Aarhus, Bybevaring i Christiansfeld samt Den Blå Planet.

Det Gyldne Søm tildeles derfor ikke kun Realdania for Boliglaboratorium men for foreningens samlede indsats for det bebyggede miljø, for den grønne omstilling, for fællesskabet og for forbedringen af livet i byerne og på landet.Byggesocietetet ønsker Realdania tillykke med de første 20 år.

– Vi støtter projekter i hele Danmark – på landet, i byen og i storbyen. Og vi forsøger at gøre en forskel i udviklingen af nye tendenser. For eksempel har vi været med til at kickstarte seniorbofællesskaber i hele landet. I år åbner 31 nye seniorbofællesskaber. For fire år siden åbnede kun en enkelt, sagde Realdanias administrerende direktør Jesper Nygård i sin takketale, da han torsdag fik prisen overrakt af Byggesocietetets landsformand, Ole Schrøder, i forbindelse med Byggesocietetets landsmøde i København.

Ole Schrøder (til venstre) og Jesper Nygård. Foto: Torben Jastram.
Ole Schrøder (til venstre) og Jesper Nygård. Foto: Torben Jastram.

Relateret indhold