Farvel til formandsposten – ikke til Byggesocietetet

Tony Christrup fortsætter blandt andet arbejdet med at udvikle den danske Mipim-repræsentation.
Tony Christrup er fortsat med i den styregruppe, der står for udviklingen af den danske Mipim-repræsentation. Foto: Torben Jastram.
Tony Christrup er fortsat med i den styregruppe, der står for udviklingen af den danske Mipim-repræsentation. Foto: Torben Jastram.

KØBENHAVN: Da Tony Christrup i sidste uge på Byggesocietetets landsmøde gav formandskasketten videre til Ole Schrøder, var det på ingen måde et farvel til indsatsen med at udvikle samarbejdet på tværs af branchen.

– Jeg glæder mig til en hverdag med et stærkt fokus på jobbet som direktør for public affairs/market relations og strategisk byudvikling hos AG gruppen. Men jeg slipper ikke Byggesocietetet helt, for jeg sidder blandt andet med i den styregruppe, der står for udviklingen af den danske Mipim-repræsentation. Det er et vigtigt projekt, som Byggesocietetet overtog fra Greater Copenhagen for et par år siden, fortæller Tony Christrup til Dagens Byggeri.

Flere kommuner skal med

De fleste er enige om, at Mipim 2019 blev en fælles succes for branchen med fin opbakning på den danske stand, som havde fået ny form og indpakning under navnet ‘Byggesocietetet Meeting Point’.

– Men det ændrer ikke på, at vi er nødt til at tænke på fremtiden – og på hvordan den danske branche fremover skal bruge Mipim som fælles platform, så vi sammen kan tiltrække flere udenlandske investeringer til landet og blive enige om at opføre fantastiske bydele og bygninger. Derfor håber jeg også, at vi næste år kan få endnu flere med. Blandt andet delegationerne fra de store provinskommuner, som jo er til stede alligevel, forklarer Tony Christrup.

Anerkendt netværk

Da Tony Christrup for otte år siden første gang blev valgt som landsformand, var han selv med til at lave en regel om, at formanden højst kan sidde i fire perioder af to år, så man sikrer plads og engagement fra nye generationer i branchen.

– Derfor overlader jeg nu med stor fornøjelse posten til den nye formand. Dels fordi han er den helt rigtige til at bringe netværket endnu videre, og dels fordi jeg i al beskedenhed synes, vi er nået et godt stykke i løbet af de seneste år, siger han og hentyder blandt andet til en markant medlemsfremgang på 50 procent og etableringen af et professionelt sekretariat.

– Byggesocietetet er i dag anerkendt som et seriøst og fagligt netværk, og vi har fået sat dagsorden på flere områder. For eksempel er vi kommet godt i gang med klimadebatten, og vi har fået sat fokus på digitalisering i branchen samt infrastrukturdebatten i København, fastslår Tony Christrup over for Dagens Byggeri.

Byggesocietetet er i dag anerkendt som et seriøst og fagligt netværk, og vi har fået sat dagsorden på flere områder.

Relateret indhold