Facebook etablerer nu et datacenter på 55.000 kvm i Odense. Det er anden gang en it-gigant vælger at etablere infrastruktur i Danmark, efter Apple i 2015 offentliggjorde en milliardinvestering i et datacenter i Viborg. Ifølge udenrigsminister Anders Samuelsen styrker de to projekter Danmarks position som et attraktivt land for globale datacentre.
– Jeg er meget glad for, at Danmark i dag har landet endnu en stor udenlandsk anlægsinvestering. Selvom kun en procent af virksomhederne i Danmark er udenlandske, står de bag hvert femte job. Derfor arbejder regeringen hver dag målrettet for at tiltrække flere udenlandske investeringer. Facebooks investering er resultatet af et stærkt samarbejde mellem Invest in Denmark, Foreningen Vestdansk Investeringsfremme og Odense Kommune og et godt eksempel på, at vi med en fælles indsats kan skabe jobs, vækst og udvikling i hele Danmark, siger Anders Samuelsen i en pressemeddelelse.
Datacenteret skal ligge i Tietgenbyen uden for Odense og bliver ifølge Jyllands-Posten på 56.500 kvadratmeter.
Tænk langsigtet
Med Facebooks investering forudser Erhvervsminister Brian Mikkelsen, at den vigtigste opgave nu bliver at tænke langsigtet og gribe muligheder for at udvikle kompetencer og styrkepositioner i Danmark.
– At valget falder på Danmark, skyldes i høj grad, at vi kan tilbyde effektive og attraktive rammer for erhvervslivet. Danmark får internationale topplaceringer – senest som nummer seks på Forbes’ ‘Best Country for Business’ fra 2016. Nu skal vi lægge os i selen for, at vores erhvervsudvikling matcher fremtidens konkurrence, som er betydelig mere digital end analog. Datacentre er en del af vejen frem, siger Brian Mikkelsen.
Der ligger ifølge pressemeddelelsen et stort vækstpotentiale for den følgeindustri, der kan levere løsninger på opgaver for datacentrene. Ministrene forventer, at Facebooks beslutning yderligere vil styrke Danmarks mulighed for at blive nordeuropæisk centrum for datacentre og øge opmærksomheden på de mange muligheder, som Danmark tilbyder.