Enhedslisten vil udsætte anlægslov om Femern

Henning Hyllested peger på, at "det er uansvarligt at lave en anlægslov, når økonomien i projektet er så usikker."
Anlægsloven til Femernforbindelsen er til førstebehandling i dag, men Enhedslisten ønsker loven udsat, da økonomien i projektet efter deres opfattelse er for usikker. Foto: Femern.
Anlægsloven til Femernforbindelsen er til førstebehandling i dag, men Enhedslisten ønsker loven udsat, da økonomien i projektet efter deres opfattelse er for usikker. Foto: Femern.

Folketinget førstebehandler i dag lovforslaget om en tunnelforbindelse under Femernbælt. Op til førstebehandlingen har der været et stigende antal røster, der dels sætter spørgsmålstegn ved økonomien bag projektet, og dels fra tysk side, hvor fremtrædende politikere vil søge at stoppe det gennem tyske domstole.

Fra dansk side har ikke mindst Enhedslisten forsøgt at sætte en stopper for projektet:

– Processen op til behandlingen har været præget af stor usikkerhed om projektets økonomi, trafikprognoser, tidsplan og miljøforhold. Det er uansvarligt at lave en anlægslov, når økonomien i projektet er så usikker. Vi har for nylig set en prisstigning på ni milliarder kroner bare på tunnelforbindelsen – en ekstraudgift, som Danmark kommer til at betale. Desuden er prisen på det tyske landanlæg steget med 10 milliarder kroner. Det er umuligt at træffe kvalificerede beslutninger på et så usikkert økonomisk grundlag, siger Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested.

Meget optimistisk

Han mener, at trafikprognoserne i bedste fald er meget optimistiske:

– Man har regnet med en betydelig overflytning af trafik fra Storebælt og de nuværende færgeruter mellem Danmark og Tyskland. Flere eksperter sår tvivl om disse beregninger. Hvis trafikprognoserne viser sig at være for optimistiske, vil det tage mange flere år end beregnet at tjene broens udgifter hjem. Det vil gå ud over de danske skattebetalere.

– Enhedslisten er generelt mod tiltag, der belaster miljøet og øger privatbilismen. Senest er jernbaneforbindelsen blevet forsinket til 2024 eller senere endnu. Dermed vil motorvejen være færdig, længe før togdriften kan begynde. Man tilskynder således at benytte broen til privatbilisme på bekostning af den offentlige transport, siger Henning Hyldested.

Han foreslår, at førstebehandlingen af anlægsloven udsættes til næste samling i efteråret, hvor beslutningstagerne vil have større viden om de relevante forhold.

Relateret indhold