Tirsdag den 28. juni inviterede Byggesocietetet i samarbejde med Køge Erhvervsservice til et morgenmøde hos Junckers Industrier A/S i Køge, hvor energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt gav en status på regeringens energipolitik.
Junckers Industrier A/S anvender betydelige mængder energi til tørring og forarbejdning af træ, og virksomheden er blot en af mange danske materialeproducenter, der udfordres af høje afgifter og kringlede regler.
Det er afgørende, at vi finder en fornuftig balance – og vi i bygge- og ejendomsbranchen bidrager gerne til det arbejde.
Landsformand Tony Christrup Byggesocietetet
Netop energipolitikken har gennem de seneste uger igen været til debat med de kommende forhandlinger om afviklingen af PSO-afgiften som et centralt emne i den politiske debat. Og de morgenfriske deltagere på mødet fik udover en rundvisning i Junckers’ fabrikskompleks da også mulighed for at spørge ind til, hvordan regeringens fremtidige planer for energi- og klimapolitikken ser ud.
Plads til fagpersoner
Energieffektiviseringer og integration af nye energiløsninger i byggeriet var blot to af de temaer, ministeren tog op, og her understregede han vigtigheden af et godt og aktivt samarbejde med branchen.
Han lagde blandt andet vægt på, at der i regeringens energikommission netop er blevet plads til fagpersoner med fokus på byggeriets rolle. Kommissionen skal over det næste år komme med anbefalinger til, hvordan Danmark frem mod 2030 kan føre en ambitiøs og omkostningseffektiv energipolitik.
– Vi er helt enige med ministeren i, at Danmark fortsat skal føre en ambitiøs energipolitik, men der skal også i fremtiden være plads til virksomheder, der som Junckers og andre materialeproducenter har et højt energiforbrug. Det er afgørende, at vi finder en fornuftig balance – og vi i bygge- og ejendomsbranchen bidrager gerne til det arbejde, siger landsformand i Byggesocietetet Tony Christrup.