Energikomet massefyrer i 2024: ”Vi skal tilbage til det, vi var rigtig gode til”

Efter en årrække med stor vækst tilpasser Better Energy sig nu til et energimarked under forandring. Det betyder, at selskabet kommer til at afskedige op mod 40 % af medarbejderne inden årets udgang.
To solcellepaneler i et grøn område.
Den voldsomme vækst ligger bag Better Energy, der siden 2020 har stået for omkring halvdelen af al ny vedvarende energiproduktion på land i Danmark. Foto: Better Energy.

Med solenergiens gennembrud i 2019, som en konkurrencedygtig energikilde uden subsidier, opstod der et stort hul i markedet for vedvarende energi.

Det gav vind i sejlene hos Better Energy, der siden 2020 har stået for omkring halvdelen af al ny vedvarende energiproduktion på land i Danmark.

– I de sidste fire år har vi arbejdet med solcelleparker på samlebånd og konstant leveret store mængder solenergi til elnettet. Det har været en periode med voldsom vækst, hvor vi har ansat mange dygtige mennesker for at imødekomme en efterspørgsel, som reelt ikke havde et loft, fortæller adm. direktør i Better Energy, Rasmus Lildholdt Kjær.

Læs også

Milliardaftale: Vil opføre 15 solcelleparker på 4 år

Men markedet er nu under forandring og udbygningen af grøn strøm skal i højere grad gå hånd i hånd med efterspørgslen. Det betyder ændringer på investeringssiden for Better Energy, der i en årrække har prioriteret få og meget store kapitalpartnere, der medejede væsentlige porteføljer af solcelleparker:

– Fremadrettet kigger vi i højere grad på individuelle projekter og porteføljesammensætninger, og det åbner op for, at vi kan tiltrække en bredere vifte af investorer. På den måde optimerer vi også den kommercielle del af vores forretning, siger Rasmus Lildholdt Kjær.

Læs også

Bank udvider energi-lån: “Afgørende for grøn omstilling”

Den fremtidig mere fleksible tilgang indebærer en højere grad af stop’n’go, hvor projekter igangsættes baseret på en vurdering af om behovet for grøn strøm er til stede, tilføjer han:

– På mange måder skal vi tilbage til det, vi var rigtig gode til før hypervæksten; at fokusere skarpt på det enkelte projekts timing og økonomi, samt en konkret behovsvurdering – altså, hvor meget grøn strøm forventer vi at kunne sælge fra den pågældende park. Det er en naturlig tilpasning, som sikrer, at vi kan levere grøn energi på det rette sted og det rette tidspunkt.

Outsourcing og fyringer

Andet halvår i 2024 har Better Energy brugt på at justere sin tilgang med henblik på at opnå den ønskede øgede fleksibilitet og samt en styrket omkostningsstyring.

Derfor bliver den tidligere industrielle model, hvor virksomheden internt håndterede størstedelen af opgaverne, nu tilpasset med øget outsourcing af flere processer. Omorganiseringen betyder også en omfattende reduktion af organisationens størrelse, som anslås til omkring 35-40 %:

– Forretningsmæssigt er beslutningen klar, men kollegialt og personligt er det selvfølgelig svært, siger Rasmus Lildholdt Kjær og tilføjer:

– I 2024 kommer vi til at sige farvel til nogle enormt dygtige og formålsdrevne kollegaer, som har været med til at drive vores mission fremad.

Læs også

Better Energy styrker ledelsen

Fra 2021 til 2023 er virksomheden gået fra 148 til 455 ansatte.

Selvom Better Energy tilpasser organisationen, så fastholdes et omfattende byggeprogram i Danmark og Finland, ligesom virksomhedens aktiviteter i Sverige og Polen bibeholdes, og samtidig arbejdes der på udvidelse til et nyt europæisk marked syd for Danmark.

Relateret indhold