En Folkemødejomfrus bekendelser

For den århusianske byplanlægger Rune Kilden har Folkemødet været et spændende bekendtskab, han helt sikkert vender tilbage til næste år.
Folkemødet 2018 er Rune Kildens første - men bestemt ikke sidste. Foto: Torben Jastram.
Folkemødet 2018 er Rune Kildens første - men bestemt ikke sidste. Foto: Torben Jastram.

BORNHOLM: I Aarhus bliver Rune Kilden ofte genkendt i gadebilledet. Dels fordi han er en igangsætter og drivkraft bag en række byggerier og byrumsprojekter, og dels fordi han gerne stikker næsen lidt frem og tager del i den lokale debat om for eksempel byens højhuspolitik.

Netop fordi han er kendt for at tale lige ud af posen, var han ikke sen til at takke ja til en invitation fra MT Højgaard om at deltage i en Folkemødedebat om ‘stoleleg i udbudsfasen og designfasen’ i Allinge fredag.

– Det har virkelig været en god oplevelse. Her emmer af god stemning. Alle interesserede kan komme helt tæt på politikere og andre, man normalt kun oplever på tv og i andre medier, siger han og tilføjer:

– Ud over at deltage i debatten har jeg brugt tiden på at observere livet og stemningen i Allinge. Bare at se hvordan man afvikler den gående gående trafik med de mange tusinde mennesker i så lille en by – altså hvordan der opstår små rum og pladser, og hvordan man udnytter pladsen mest optimalt – er et studie i sig selv, siger Rune Kilden til Dagens Byggeri, da vi sætter ham stævne sent fredag eftermiddag.

Et feltstudie

Selvom han primært er et kendt ansigt i Aarhus, er han bestemt ikke ukendt i branchen i det øvrige land. Da branchefolk begyndte at finde ud af, at Rune skulle til Folkemøde, fik han flere invitationer til andre debatter.

– Men det er nok med den ene her på mit første Folkemøde. Jeg vil også have tid til at dumpe ind andre steder og i andre debatter. Man kan kalde det et feltstudie. Jeg er et nysgerrigt væsen og er blandt andet fascineret af teknik og teknologi – her er jo masser af kompetence samlet på et forholdsvis lille sted, siger han.

Er branchen et realityshow

Rune Kilden kan især godt lide, at der er plads til at være lidt anderledes. Og han gider ikke at tale andre efter munden. Som under debatten hos MT Højgaard, hvor han blandt andet trak paralleller mellem realityshowet Paradis Hotel og byggebranchen – til stor morskab fra tilhørerne.

– Det er let at være anderledes, når andre prøver at være ens. Der går nemt politisk korrekthed i den, så derfor prøver jeg altid selv at tale på samme måde i offentligheden, som jeg ville tale til min familie og mine venner. Jeg synes ikke, det er interessant at påpege problemer. Jeg vil meget hellere forsøge at påpege løsninger, siger han og tilføjer:

– Generelt er jeg ret vild med stemningen og folkeligheden her på Folkemødet. Næste år er jeg helt klart tilbage. Det er et fedt koncept, fastslår han.

Det er let at være anderledes, når andre prøver at være ens.

Relateret indhold