Elektrikers løntjek godt ‘betalt’

Nyudlært gik til Dansk El-Forbund, som tjekkede lønsedler for hele læretiden. Nu får den unge elektriker en tilbagebetaling på 70.000 kroner
Daniel Skaarupgaard (til venstre) fik hjælp af faglig sekretær Martin Frank Frederichsen, DEF Vestsjælland, da han uretmæssigt blev trukket i løn. Foto: Elektrikeren/Claus Boesen.
Daniel Skaarupgaard (til venstre) fik hjælp af faglig sekretær Martin Frank Frederichsen, DEF Vestsjælland, da han uretmæssigt blev trukket i løn. Foto: Elektrikeren/Claus Boesen.

Løntjek betaler sig. Det har en ung elektriker netop erfaret, skriver fagbladet Elektrikeren. Efter to måneder i virksomheden, hvor han havde været ansat gennem hele sin læretid, annoncerede den 25-årige nyudlærte elektriker, at han havde fundet et nyt job. På trods af elektrikerens protester trak virksomheden ham for 24.000 kroner i løn, for hvad den mente var et tilgodehavende, da man havde underskrevet en såkaldt hensigtserklæring.

Den unge elektriker kontaktede sin lokale afdeling i Dansk El-Forbund, som satte sig ind i sagen, men det lykkedes ikke at opnå enighed med virksomheden. Lokalafdelingen foretog nu et grundigt løntjek af alle elektrikerens lønsedler.

– Vi opdager blandt andet, at der er mangler i indbetaling af pension, feriepenge og fritvalgskonto i ansættelsesforholdet, som strækker sig over en periode på omkring 3,5 år, fortæller faglig sekretær i Dansk El-Forbund Vestsjælland, Martin Frank Frederichsen, der har taget sig af sagen, siden elektrikeren kontaktede afdelingen i november 2016.

Alt i alt får den unge elektriker nu en efterbetaling fra virksomheden på 70.000 kroner – 34.000 kroner for svendetiden og 36.000 kroner for lærlingetiden.

– De penge var måske aldrig blevet opdaget, hvis ikke virksomheden havde foretaget et uretmæssigt løntræk. Så læren af denne sag må være, at det er vigtigt at have styr på sin lønseddel, og hvis man ikke kan overskue det, så bør man henvende sig til sin tillidsrepræsentant eller lokalafdeling for at få hjælp, siger faglig sekretær Martin Frank Frederichsen.

Relateret indhold