Folketingets Transportudvalg har afgivet betænkningsbidrag til lovforslaget om en fast forbindelse under Femern Bælt. Betænkningsbidraget gør partiernes stilling op, og her er et bredt flertal – bortset fra Enhedslisten – indstillet på at fortsætte arbejdet frem mod en virkeliggørelse af projektet.
Men det sker på den anden side heller ikke uden en række forbehold. Flertallet understreger, at der med vedtagelsen af lovforslaget “ikke er truffet endelig beslutning om at igangsætte Femern Bælt-projektet”.
Forligspartiernes betingelse – at den faste forbindelse skal være brugerfinansieret og ikke må koste skattekroner – er elastik i metermål, da man ikke vil sætte et maksimum for projektets tilbagebetalingstid.
Enhedslisten i betænkningsbidraget til lovforslaget om Femern-forbindelsen
Den endelige beslutning træffes i i løbet af efteråret, da man afventer en afklaring af projektets samlede økonomi, herunder et opdateret anlægsbudget baseret på de endelige anlægspriser.
Desuden mangler man også et endeligt tilsagn fra EU om støtte, og hvor stor denne kan blive, samt en status for den tyske myndighedsgodkendelse.
– Det er endvidere en forudsætning, at projektet gennemføres som et brugerfinansieret projekt, det vil sige uden tilførsel af skattemidler eller midler fra Storebæltsforbindelsen, slås det fast.
EL: Uansvarligt
Enhedslisten har en meget lang række af begrundelser for at sige nej til projektet og kalder det blandt andet “helt uansvarligt at haste et lovforslag som dette igennem”.
Enhedslisten peger blandt andet på, at der er tale om et stort infrastrukturprojekt til mange milliarder kroner med store usikkerheder omkring finansiering og forudsætninger.
– Projektet er blevet ni milliarder kroner dyrere, så prisen nu er 64 milliarder kroner, og så ses endda bort fra det talspin, der er lavet med reserverne. Kyst til kyst-anlægget er således steget fra 40,5 milliarder kroner til 49,4 milliarder kroner – en stigning på 22 procent. Det kan man da kalde for ændrede forudsætninger, der vil noget, og som jo i øvrigt er indtrådt efter høringsfasen. Det er ændringer, som burde få forligspartierne til at udsætte vedtagelsen af anlægsloven, til man kender den eksakte pris på projektet, skriver Enhedslisten, der opfordrer til, at processen sættes på standby, “til de utallige usikkerhedsmomenter er afklaret”.
Elastik i metermål
Enhedslisten skriver videre:
– Forligspartiernes betænkningsbidrag er fup og fiduser, da man under alle omstændigheder har tænkt sig at igangsætte etableringen af den faste forbindelse – selv hvis der kun bliver tale om en marginal nedsættelse af anlægsprisen. Forligspartiernes betingelse – at den faste forbindelse skal være brugerfinansieret og ikke må koste skattekroner – er elastik i metermål, da man ikke vil sætte et maksimum for projektets tilbagebetalingstid. Letsind har præget processen omkring Femern Bælt-projektet fra første færd.
Partiet henviser også til blandt andre Deutsche Bank, “der frem til 1996 var en ivrig fortaler for projektet, men mistede troen på projektets rentabilitet og har afvist at ville give lån til en fast forbindelse. Banken henviste blandt andet til de dårlige erfaringer med Kanaltunnellen mellem England og Frankrig, der gav investorerne store tab.
Ikke realistisk
Omkring finansieringen og brotaksterne peger Enhedslisten på, at en trediedel af bilisterne på Rødby-Puttgarden-overfarten i dag er grænsehandlere, og de betaler den billige billetpris på 299 kroner:
– Ikke desto mindre indgår de i fuldt omfang i tunnelprognoserne, og det til den fulde pris på 968 kroner. Dette er ikke særlig realistisk. Så er der knap 2.000 biler, som man har beregnet vil flytte fra Storebæltsforbindelsen til Femern Bælt-forbindelsen dagligt, svarende til cirka 700.000 om året. Der savnes dokumentation for, at så store trafikmængder til og fra Tyskland kører via Storebælt. Også det er afhængigt af, hvad prisen er for at passere Storebælt, hvor taksterne med ét er gået hen og blevet et valgkampstema, og hvor partierne nærmest står i kø for at sænke prisen. Men pas nu på med ikke at sænke taksterne på Storebælt alt for drastisk. Der kan tidsnok blive brug for provenuet derfra til at dække underskuddet på Femern Bælt-forbindelsen, advarer Enhedslisten.