Efterspørgslen på certificeret træ stiger

Green Building Council Denmark melder om stor udvikling i markedet, mens Stark påpeger vigtigheden af nem dokumentation for håndværkerne. Entreprenøren Lund & Staun understreger derudover betydningen af den fælles indsats mellem bygherrer, producenter, leverandører og entreprenører.
Efterspørgslen på certificeret træ stiger, og det giver håndværkerne gode kort på hånden til at styrke deres forretning.  Pressefoto.
Efterspørgslen på certificeret træ stiger, og det giver håndværkerne gode kort på hånden til at styrke deres forretning. Pressefoto.

Ifølge en undersøgelse fra Green Building Council Denmark sidste år, forventer langt de fleste virksomheder og organisationer en voksende efterspørgsel på bæredygtige byggeløsninger.

Særligt inden for træ og træmaterialer, der fx opfylder FSC-mærkningsordningen, går det stærkt i øjeblikket.

Udviklingen afspejler sig bl.a. i, at alle byggeprojekter for statslige institutioner siden 1. januar 2016 har skullet benytte dokumentérbart bæredygtigt træ, ligesom en lang række kommuner og regioner stiller samme krav. Entreprenører og håndværkere kan fx leve op til kravet ved at vælge FSC-certificeret træ til deres projekter. Det gælder også, hvis bygherre eksempelvis ønsker, at projektet skal leve op til kriterierne fra DGNB, Svanemærket, LEED eller BREEAM.

– Hos Green Building Council oplever vi en stor udvikling inden for markedet for certificerede trævarer. DGNB-certificeringens fokus på certificeret træ har helt konkret medført, at certificeret træ i dag nærmest er en standardvare. I DGNB-kriterierne fremhæves og prioriteres brugen af bæredygtige byggematerialer, herunder bæredygtigt træ og træmaterialer. FSC-certificeret træ er i denne sammenhæng en forsikring og garanti for, at det netop er bæredygtige materialer, der anvendes, siger Mette Qvist, CEO for Green Building Council Denmark.

Dokumentation skal være nem

Hos Stark genkender man billedet af den voksende efterspørgsel på bæredygtigt træ. Her har man siden 2008 været certificeret i både FSC- og PEFCTM-ordningerne i samtlige forretninger.

Desuden tilbyder kæden i dag Danmarks største udvalg af certificerede trævarer med over 4.500 varenumre, der enten er mærket med FSC eller PEFC.

– Der er masser af forretningsmuligheder i bæredygtigt byggeri for håndværkeren. Men det er også afgørende, at valget af de rette materialer og indfrielsen af dokumentationskravene ikke bliver unødigt tidskrævende. Certificeringerne af samtlige Stark-forretninger gør det netop lettere for håndværkeren at dokumentere bæredygtigheden over for bygherre via følgesedler og fakturaer, siger certificeringsansvarlig i Stark, Kristian H. Fribo

Et af de udførende firmaer, der i høj grad har taget de certificerede materialer til sig, er Aalborg-virksomheden Lund & Staun. Firmaet opnåede i starten af 2016 at blive den første danske FSC-certificerede entreprenør.

– Vi ser FSC-certificeringen som en oplagt mulighed for at være på forkant, fordi bæredygtighed fortsat vinder ind i byggeriet. Et af de klareste indtryk, der står tilbage efter vores første år med certifikatet, er vigtigheden af, at vi arbejder sammen om bæredygtighed. Det er med andre ord en fælles indsats mellem bygherrer, producenter, leverandører og entreprenører, siger salgsdirektør og medejer Henrik Staun, Lund & Staun.

Der er masser af forretningsmuligheder i bæredygtigt byggeri for håndværkeren. Men det er også afgørende, at valget af de rette materialer og indfrielsen af dokumentationskravene ikke bliver unødigt tidskrævende.

Relateret indhold