E & P-direktør klar til 38 dialogmøder

Roadshow: Henrik Mielke besøger samtlige af entreprenørvirksomhedens byggepladser og projektkontorer, hvor markedssituationen, bæredygtighed og arbejdsmiljø er på dagsordenen.
Siden 1. januar 2015 har Henrik Mielke været administrerende direktør for Enemærke & Petersen, en virksomhed han første gang kom til som nyuddannet murer i 1985. Pressefoto.
Siden 1. januar 2015 har Henrik Mielke været administrerende direktør for Enemærke & Petersen, en virksomhed han første gang kom til som nyuddannet murer i 1985. Pressefoto.

Om Enemærke & Petersen

  • – Hovedkontor i Ringsted, afdelinger i Aarhus og Aalborg samt et par projektkontorer.
  • – Selvstændigt datterselskab i MT Højgaard-koncernen.
  • – Omsætning 2018: 2,262 mia. kr.
  • – Ansatte: 687 – heraf 436 timelønnede primært murer, tømrer, maler, stillads og kloak.
  • – Henrik Mielke blev udnævnt til CEO 1. januar 2015.

AARHUS: Frem mod slutningen af oktober får administrerende direktør Henrik Mielke fra Enemærke & Petersen utvivlsomt kørt rigtig mange kilometer i direktørbilen, når han besøge virksomhedens igangværende 38 byggepladser, værksteder og projektkontorer spredt i hele kongeriget.

– Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, som jeg anser for meget vigtig. Både for mig, men også for de i alt 687 personer, der i dag er ansat hos Enemærke & Petersen, fortæller direktøren til Dagens Byggeri, da vi sætter ham stævne på virksomhedens adresse i Aarhus.

Mandag morgen gik starten til dette års roadshow, og ifølge direktøren er alle medarbejderne rundt i landet indbudt til dialogmøderne.

– Overskrifterne er naturligvis Enemærke & Petersens øjeblikkelige markedssituation, bæredygtighed, klimaforandringer og arbejdsmiljø, fastslår Henrik Mielke.

MgO-sagen snart afsluttet

Kigger man de seneste regnskaber igennem, så virker selskabet til at være i rigtig god form. Det seneste årsregnskab fra 2018 viste en høj omsætning og en fordobling af selve driftsresultatet – som dog blev ødelagt af store hensættelser til dækning af forpligtelser i byggerier og renoveringer, hvor der i årene 2010-2013 blev brugt MgO-vindspærreplader.

– Sidste års flotte driftsresultat på 145 millioner kroner blev jo desværre overskygget af hensættelser på 153 millioner kroner. Derfor endte vi – trods et superflot år – med et resultat før skat på minus 7,7 millioner. Vi udfører udskiftningerne af vindspærrepladerne løbende over en tre-årig periode, men vi valgte at tage hele hensættelsen på en gang. Det er jeg glad for, for nu kan vi se frem mod et forhåbentligt godt regnskab for 2019, siger Henrik Mielke.

MgO-sagen havde han naturligvis helst været foruden, men omvendt mener han ikke, at det har kostet noget på E & P’s omdømme-barometer.

– Det er en rigtig kedelig sag uden vindere. Mange af vores kunder er lige så ulykkelige over det, som vi er. Men overordnet set oplever jeg, at vi har fået credit for at være ærlige, for ikke at skjule noget. Kunderne er glade for, at vi har taget ansvar i sagen, og at der er lavet et forlig med Byggeskadefonden, fortæller direktøren.

Renovering som speciale

Renovering som disciplin ligger i Enemærke & Petersens DNA. Virksomheden udsprang i sin tid af renovering – i begyndelsen tagløsninger som siden ændrede sig til totalrenoveringer. De seneste fem-seks år har Enemærke & Petersen vundet en række af landets største renoveringsopgaver.

– Store klimarenoveringer som Langkærparken og Rosenhøj har været med til at sikre en god start i Aarhus. Renovering af “kransporbyggeriet” – betonbyggeriet fra 60’er og 70’er – har i mange år været et af E&P’s kerneområder, som nu er blevet suppleret med renovering af det murede etagebyggeri fra 30’erne til 50’erne. De senere år har nybyg været et strategisk fokuspunkt, som vi er ved at blive rigtig gode til. I dag kommer omkring 75 procent af omsætningen fra renovering, mens små 20 procent er nybyg – og de resterende godt fem procent er vores serviceafdeling, siger Henrik Mielke.

Strategisk samarbejde

Tidligere på året blev Enemærke & Petersen udpeget som samarbejdspartner i det nye byggepartnerskab, KAB Trust, som skal håndtere byggesager for boligorganisationerne under KAB-fællesskabet. KAB forventer, at der kommer byggesager for omkring seks milliarder kroner over en periode på op til seks år.

– Om beløbet bliver så højt, er svært at vide, og under alle omstændigheder er der mange andre virksomheder med i regnestykket. Det bliver ikke her, vi tjener de store beløb. Det bliver ingen guldgrube for Enemærke & Petersen. Men det strategiske partnerskab har mange andre fordele. For når man sætter de samme folk og de samme teams sammen på tværs af virksomheder, så vil det skabe en mere dynamisk og smidig proces med færre konflikter og dermed en markant lavere risiko i projekterne, siger han og tilføjer, at modellen sagtens med fordel også kan bruges i mindre målestok.

– Jeg tror, det er en trend i markedet, vi vil se mere til de kommende år. Der er klart fordele ved tæt samarbejde, og vi skal jo som branche blive bedre til at bygge billigere. Strategisk samarbejde er nok en af vejene til det, konstaterer E & P-direktøren.

… de senere år har nybyg været et strategisk fokuspunkt, som vi er ved at blive rigtig gode til.

Relateret indhold