Der er over de senere år blevet skabt tvivl om, hvorvidt det fortsat skulle være muligt for byggecentre at have de såkaldte drive-in haller, hvor kunder – både private og håndværkere – kan køre ind og hente sine varer. Den seneste vejledning fra Branchearbejdsmiljørådet har imidlertid slået fast, at det fortsat kan lade sig gøre.
Tilbage i 2012 indskærpede Arbejdstilsynet ellers over for et byggecenter, at centeret ikke længere havde tilladelse til at tilbyde sine kunder drive-in. Arbejdstilsynet mente, at udstødningsgasserne fra kundebilerne medførte en sundhedsrisiko for medarbejderne.
Det har været en lang og dyr proces at dokumentere, at drive-in haller ikke udgør en sundhedsfare for medarbejderne.
Palle Thomsen{break}Direktør i Danske Byggecentre
– Det var en kæmpe overraskelse for os, at Arbejdstilsynet valgte at give påbud om, at det ikke længere skulle være tilladt med kundekørsel i åbne haller. Det lægger os naturligvis meget på sinde at sikre medarbejderne gode og sunde arbejdsforhold, men vi kunne simpelthen ikke få det til at hænge sammen med, at kundekørsel i disse åbne haller skulle udgøre en sundhedsrisiko. Derfor gik vi straks i gang med at undersøge, hvad der var op og ned i sagen, siger administrerende direktør i Brancheforeningen Danske Byggecentre, Palle Thomsen.
Tre år med undersøgelser
Brancheforeningen Danske Byggecentre har i samarbejde med eksterne miljøundersøgelsesfirmaer undersøgt, om mængden af udstødningsgasserne i drive-in hallerne er større end i luften udenfor – og om de har et omfang, der kan være sundhedsskadeligt for medarbejderne. Samtlige undersøgelser har dog vist, at omfanget af skadelige partikler er det samme i hallerne som uden for – og ingen af stederne udgør koncentrationen af skadelige partikler en sundhedsrisiko for personalet.
– Det har været en lang og dyr proces at dokumentere, at drive-in haller ikke udgør en sundhedsfare for medarbejderne. Men vi er rigtig glade for resultatet. Mest, selvfølgelig, fordi medarbejderne ikke har været udsat for en sundhedsrisiko. Men også fordi det gør det muligt for os at fortsætte med at tilbyde kunderne denne service, siger Palle Thomsen.