Digitale løsninger fylder mere og mere i byggeriet

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at it-udgifterne i bygge- og anlægsbranchen er steget med knap 15 procent om året pr. beskæftiget siden 2007.
Godt nok bruges der flere penge på it i andre brancher end i byggeriet, men byggeriet står for den største procentvise stigning. Foto: Colourbox.
Godt nok bruges der flere penge på it i andre brancher end i byggeriet, men byggeriet står for den største procentvise stigning. Foto: Colourbox.

I bygge- og anlægsbranchen anvender virksomhederne 13.300 kroner pr. beskæftiget på it. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Til sammenligning bruger virksomheder på tværs af alle brancher generelt 55.200 kroner. For bygge- og anlægsbranchen er der dog tale om en meget kraftig stigning siden 2007, hvor man anvendte 5.100 kroner pr. beskæftiget. Det fortæller Dansk Byggeri, som har set på udviklingen.

– De nyeste tal for it-udgifterne viser, at bygge- og anlægsbranchen har langt igen, hvis man skal bruge lige så mange penge som resten af de danske virksomheder – men det er nok heller ikke målsætningen, da man jo stadig ikke kan bygge et hus på en computer, siger analysechef Andreas Fernstrøm, og fortsætter:

– Det ændrer dog ikke ved, at fokus på it er sundt, og man med en større fokus på digital forberedelse af byggeprojekter kan bygge mere effektivt og med færre fejl. Derfor er det også glædeligt, at omkostningerne pr. medarbejder i branchen er steget med knap 15 procent om året siden 2007, hvilket rent faktisk er den største stigning blandt alle brancher.

Relateret indhold