Byggeri’18 oplever i år et boom i mængden af innovation og nytænkende teknologier. Aldrig har der været så mange idéer og løsninger inden for grønne og bæredygtige byggevarer, klimaløsninger og miljøstrategier – og nu også inden for arbejdsmiljø.
Det har fået Nomineringskomitéen bag Byggeriets Klimapriser til at indstifte en ny pris på Byggeri’18 – Byggeriets Miljøpris – Særpris.
Særprisen gives til en virksomhed, som gennem innovativ produktudvikling både har øget virksomhedens konkurrenceevne og bidraget til et dokumenteret bedre arbejdsmiljø på byggepladsen.
– Byggeriets Miljøpris – Særpris skal sætte fokus på, at der kan hentes mange penge i byggebranchen ved at satse på innovation, der både skaber effektive løsninger og et godt fysisk arbejdsmiljø for ens medarbejderne, siger Palle Thomsen, administrerende direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre, der er medlem af Nomineringskomitéen bag Byggeriets Klimapriser, og fortsætter:
Med særprisen ønsker vi at skabe en debat om fysisk arbejdsmiljø og fremme udviklingen af løsninger, der både kan skabe et bedre og et mere sikkert arbejdsmiljø på byggepladsen. Det gode arbejdsmiljø skal hyldes.
Historisk eksportmulighed
Byggeriets Miljøpris – Særpris overrækkes sammen med Byggeriets Klimapriser af Fredericia Kommunes borgmester Jacob Bjerregaard, tirsdag den 13. marts på Byggeri’18 i Messe C, Fredericia.
Prisoverrækkelsen indledes i år med et indlæg ved Carsten With Thygesen, formand for Markedsmodningsfonden og næstformand i Realdania. Han vil blandt andet fortælle, hvordan byggebranchen kan hente støtte til at få innovative og bæredygtige produkter på markedet.
– Byggeriet er en meget vigtig sektor for dansk økonomi og har en afgørende rolle i omstillingen til et mere bæredygtigt samfund. Ikke kun i Danmark, men i hele verden. Vi ved, at der hver uge flytter tre millioner mennesker fra land til by, så der er brug for nye boliger og byggevarer med bedre energi- og miljømæssige egenskaber. Eksportpotentialet inden for danske bygge-, klima-, energi og miljøløsninger er derfor historisk høj – så lad os gribe muligheden, siger Carsten With Thygesen og uddyber:
– De rekordmange indstillinger til Byggeriets Klimapriser vidner om, at der i øjeblikket foregår en fantastisk idéskabelse i byggeriet. Meget dansk innovation kommer desværre ikke altid ud over rampen og møder markedsbarrierer, virksomhederne ikke kan overkomme. Byggebranchen skal derfor blive bedre til at række ud efter hjælp og sparring. For eksempel gennem initiativer som Markedsmodningsfonden, der kan være med til at medfinansiere test og tilpasning af virksomhedernes innovative prototyper hos potentielle kunder. Det kan være milliarder at værd, siger Carsten With Thygesen.