DEG glæder sig over ungeudspil

Det er positivt, at regeringen vil give taxametersystemet et eftersyn, skriver Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier.
Lars Kunov. Pressefoto.
Lars Kunov. Pressefoto.

Det er utrolig positivt, at regeringen nu vil give taxametersystemet på ungdomsuddannelserne et nødvendigt eftersyn. Det har Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier efterspurgt længe, så det er godt at se, at politikerne har lyttet.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Det harmonerer vældig godt med DEG’s opfattelse af behovet for et eftersyn, som vi længe har sagt til politikerne og som vore medlemmer har bekræftet gang på gang.

Lars Kunov, direktør i DEG.

Regeringen ønsker, at fremtidens finansiering af ungdomsuddannelserne i højere grad understøtter institutioner, der leverer høj kvalitet og resultater og tager udgangspunkt i den enkelte unge.

Derfor er der behov for et serviceeftersyn, som skal munde ud i en reform, der er enkel og til at forstå frem for de mange forskellige tilskudsformer i dag. Det fremgår af udspillet “Mod på livet – vejen til uddannelse og job, som netop er offentliggjort.

– Det harmonerer vældig godt med Danske Erhvervsskoler og -Gymnasiers opfattelse af behovet for et eftersyn, som vi længe har sagt til politikerne og som vore medlemmer har bekræftet gang på gang. Derfor er vi meget glade for, at regeringen er enig, siger Lars Kunov, direktør for DEG.

Der lægges også op til at se på uddannelsesdækning, muligheder for fusioner, samarbejder og institutionslovgivning i udspillet. Finansiering og institutionsstruktur er afgørende faktorer for at kunne tilbyde de bedst mulige ungdomsuddannelser. Men lige så vigtigt er udvikling af selve uddannelserne.

– Fremtidens ungdomsuddannelsessystem skal på samme tid balancere både det geografiske hensyn, ligeværdigheden af uddannelserne og at den enkelte får mulighed for at tage en uddannelse, der klæder ham eller hende bedst muligt på til enten at fortsætte i videregående uddannelse eller i job. Derfor har vi også netop foreslået at nedsætte en ungdomsuddannelseskommission, som skal komme med anbefalinger til struktur og indhold i uddannelserne, siger Lars Kunov.

Relateret indhold