Frøslev Træ A/S får nu selskab af søsterselskabet Frøslev Projekt A/S, der under eget CVR-nummer skal styrke virksomhedens position inden for projektsalget. Det kræver en mere koncentreret og specialiseret indsats, lyder det fra projektsalgschef Brian Christensen:
– Det har i lang tid været en del af vores strategi, at vi vil stå stærkere på projektmarkedet, da vi både har produkterne og kompetencerne til det, og i den forbindelse var opkøbet af Moelven Danmark et vigtigt, strategisk skridt i retningen mod en mere koncentreret og specialiseret indsats. Det betyder nemlig, at vi nu kan opdele Frøslev i to selskaber, som har hvert sit fokusområde.
Frøslev Træ forbliver et produktions- og salgsselskab, som skal fokusere på produktionen og salget til forhandlerkæderne, mens Frøslev Projekt – som navnet indikerer – bliver et selskab med 100 % fokus på det professionelle byggeri.
– Og her ser vi som følge af det nye bygningsreglement, der stiller krav om at anvende produkter med et lavt klimaaftryk, et kæmpe potentiale. Træbyggeri er nemlig med sit lave CO2-aftryk med til at sikre imponerende LCA-resultater, som fremtidens byggeri bliver målt på. Derfor forventer vi også, at selvom byggeaktiviteten lige nu samlet set er dalende, så vil efterspørgslen på træbyggeri fortsat være stor og fremadrettet vinde yderligere markedsandele fra det traditionelle byggeri, forklarer Brian Christensen.
Skal løse branchens udfordringer
I Frøslev Projekts arbejde vil der desuden fremadrettet komme endnu mere fokus på at etablere stærke partnerskaber, som kan bidrage til at løse nogle af de komplekse udfordringer, byggebranchen står overfor.
– Byggebranchen står lige nu overfor en grøn omstilling, som vi ser frem til at bidrage til, og for at vi bedst muligt kan gøre det, er det altafgørende, at vi formår at danne partnerskaber og på den måde gå forrest som videnspartner, lyder det fra Brian Christensen, der blandt andet selv kan bringe virksomhedens DGNB-konsulent i spil.