Der er stadig godt gang i det sorte arbejde ude i de danske hjem. Ifølge en ny befolkningsundersøgelse fra brancheorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne har 18 procent af de danske boligejere fået udført sort arbejde én eller flere gange indenfor de seneste fem år.
Desuden viser undersøgelsen, at 26 procent af de godt 2000 boligejere, som er blevet spurgt, ikke har nogen problemer med selv at benytte sort arbejde, mens 15 procent svarer, at de ikke ønsker selv at benytte muligheden, men ikke har noget imod, at andre gør det.
– Hvis vi skal starte med det positive, må det være, at det trods alt tilsyneladende er et mindretal, der får lavet sort arbejde i eller på boligen. Det ændrer dog ikke på, at der stadig er for mange, som benytter sig af muligheden og endnu flere, der er klar til at gøre det, siger Simon O. Rasmussen, der er underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne, som repræsenterer cirka 4100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.
En kvittering kan være penge værd
Simon O. Rasmussen understreger, at det kan koste dyrt, hvis ikke man sikrer, at arbejdet udføres på lovlig vis.
– Især når det gælder de tekniske installationer – vvs og el – er det vigtigt, at man holder sig fra klamphuggere og i stedet benytter sig af autoriserede installationsfirmaer. For hvis ikke disse installationer udføres korrekt, kan det ende med alt fra stød og brud til brand og vandskader, som forsikringen sjældent dækker, hvis ikke arbejdet er udført lovligt. Noget, der kan være svært for boligejeren at dokumentere, hvis det er sket sort, siger Simon O. Rasmussen, og uddyber:
– Derudover er det naturligvis en forudsætning for at få støtte via eksempelvis håndværkerfradraget eller energisparepuljerne, at arbejdet i boligen ikke udføres sort. Og benytter man sig af en autoriseret installatør, er man desuden ofte omfattet af en garantiordning, som hjælper en, hvis ikke arbejdet bliver udført tilfredsstillende, siger han.
Dobbeltmoral er dobbelt så godt
Tallene fra Tekniq Arbejdsgiverne lægger sig fint i tråd med de tal, som forskningsenheden under Rockwoolfonden har publiceret.
Deres tal viser ligeledes, at cirka en fjerdedel af danskerne accepterer sort arbejde. Men kun hvis det udføres af danske håndværkere vel at mærke.
Hvis man i stedet hyrer en østeuropæer til at tage sig af håndværks- eller anlægsarbejde i privaten, er det kun en ud af ti danskere, der accepterer den slags. I rapporten beskrives det paradoks på følgende vis:
“Accepten af sort arbejde afhænger i høj grad af, hvem der udfører arbejdet. Nogle må gerne, andre ikke. Når vi tænker på henholdsvis sort arbejde og skattesnyd, er det sandsynligt, at vi tænker i konkrete, og meget forskellige, scenarier for henholdsvis sort arbejde og generelt skattesnyd. Overordnet set står sort arbejde tilbage som en mere accepteret delkomponent af skattesnyd. Man kan sige, at danskernes skattemoral er høj – med undtagelser”, lyder det.