Give Stålspær leverer og projekterer en leverance på 200 tons stålkonstruktion til en 2.400 kvm stor helikopterhangar i Norge. Helikopterhangaren får plads til tre helikoptere og skal benyttes af det norske forsvar. Byggeriet er i fuld gang, og allerede inden opgaven er fuldført, har Give Stålspær fået endnu en ordre på 200 tons gitter- og bjælkekonstruktion til endnu en helikopterhangar.
– Det er et spændende projekt, der viser ikke blot bredden i vores leveringer, men også den brede kundeportefølje, vi har. Og så er det jo anderkendelse for os, at kunden vælger os som leverandør til en tilsvarende hangar, siger medejer af Give Stålspær, Teil Bechmann, i en pressemeddelelse.
Det er en anderkendelse for os, at kunden vælger os som leverandør til en tilsvarende hangar.
Teil Bechmann Medejer, Give Stålspær
Begge byggeprojekter udføres i tæt samarbejde med norske Stålteknikk.
Betydeligt marked
Gitterkonstruktionen for begge hangarer er speciel i udformningen og består af søjler og bjælker. Derudover leveres kompositbjælker til en tilhørende administrationsbygning i to plan på 1.850 kvm.
Norske Ståltekknik oplever stor succes med at tilbyde komplette løsninger – ikke mindst på grund af den lokale tilstedeværelse.
– Muligheden for at tilbyde totalløsninger kombineret med vores lokale tilstedeværelse har været en succesfaktor for begge virksomheder. Det er klart styrken i vores samarbejde med Give Stålspær, siger Anette Oltedal, der er daglig leder af Stålteknikk.
Give Stålspær efterhånden leveret stålkonstruktioner til en del byggeprojekter i Norge, herunder til flere havnebaser i det norske maritime miljø. En brandstation og en bulkterminal er blandt de seneste leveringer til Norge, der nu udgør et betydeligt marked for virksomheden. Give Stålspær har en eksportandel på 30 procent, hvoraf Sverige og Tyskland sammen med Norge udgør en betragtelig del.