Highlights fra FRI’s branchestatistik
- Den samlede omsætning for FRI’s 320 medlemsvirksomheder ligger på 25 mia. kr. (24,8) i 2015, hvilket er en stigning på 6,4 procent ift. 2014. I 2015 fordelte branchens omsætning sig på følgende markedssegmenter:
- Byggeri (37 %)
- Anlæg (24 %)
- Miljø (14 %)
- Energi (13 %)
- IT (4 %)
- Management (3 %)
- Produktion, proces og logistik (2 %)
- Andet (3 %)
- Den samlede overskudsgrad for branchen er steget fra 6,7 procent i 2014 til 7,2 procent i 2015 (EBIT).
- Branchen beskæftigede pr. 1. januar 2016 12.632 ansatte i Danmark og heraf 7.115 ingeniører. Det er mere end 10 procent af de erhvervsaktive ingeniører i Danmark. Branchen beskæftiger 13.200 medarbejdere i udlandet.
- Eksportomsætningen udgør ca. 2,2 mia. kr. Det svarer til 17 procent af totalomsætningen. Omsætningen i udenlandske datterselskaber er på 12,1 mia. kr. i 2015 – en fremgang på 34 procent ift. 2014.
- I 2015 fordelte branchens eksportomsætning sig som følger:
- Norden (22 %)
- Europa inden for EU (22 %)
- Europa uden for EU (8 %)
- Afrika (18 %)
- Asien (8 %)
- Mellemøsten (18%)
- Nord- og Sydamerika (4 %)
- Statistisk Branchebeskrivelse 2016 er baseret på en analyse af 2015-regnskaberne i FRI’s medlemsvirksomheder suppleret med yderligere detaljer om markeder og medarbejderforhold. Grundlaget for undersøgelsen er de 320 medlemsvirksomheder, som FRI havde pr. 1. juni 2016. Analysen dækker 90 procent af samtlige beskæftigede i FRI’s medlemskreds.
De danske rådgivende ingeniørvirksomheder oplever igen i år vækst på både top- og bundlinje. Det viser Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI’s nye brancheundersøgelse. I 2015 var FRI-virksomhedernes overskudsgrad (EBIT) på 7,2 procent, hvilket er en fremgang fra 6,7 procent i 2014. Overskudsgraden er dermed tilbage på niveauet fra lige før den økonomiske krise, der satte ind i 2008. Men ud over stigende omsætning og overskudsgrad er særligt den kraftige stigning i international omsætning bemærkelsesværdig.
– Dette års brancheundersøgelse understreger virkelig, at danske rådgivende ingeniørvirksomheder er internationale. Eksportomsætningen fra danskbaserede virksomheder udgør 2,2 mia. kr. Det svarer til 17 procent af den omsætning, der skabes i Danmark. Hertil kommer omsætningen i udenlandske datterselskaber på 12,1 mia. kr. i 2015. Det er en fremgang på 34 procent i forhold til 2014 og skyldes primært opkøb af virksomheder i udlandet. Samlet kommer tæt ved 60 procent af branchens omsætning fra opgaver i udlandet, siger Henrik Garver, administrerende direktør i FRI.
Internationalt gearet
En af årsagerne til den internationale succes er, at danske rådgivervirksomheder har stærke kompetencer på de områder, hvor der er stor efterspørgsel i udlandet: infrastruktur, energi og miljø. Samtidig er en række af både de større og de mindre virksomheder gearet til at arbejde internationalt.
– Når branchen er blevet så international, som den er, så bliver de enkelte virksomheder, og reelt også den samlede branche i Danmark, mere robust og mindre følsom over for konjunktursvingninger. Men nøglen er, at der leveres kompetencer i verdensklasse, så virksomhederne er reelt konkurrencedygtige. Det betyder også, at de erfaringer, som danske virksomheder har fra hjemmemarkedet, skaber værdi og erfaringer, der gør dem mere konkurrencedygtige i udlandet. På samme måde er de udenlandske opgaver med til at gøre virksomhederne skarpe på både konkurrence- og idéplan herhjemme, fortæller Henrik Garver.
Samtidig påpeger han dog, at vækstvilkårene for rådgivende ingeniørvirksomheder fortsat kan forbedres i Danmark, det gælder eksempelvis lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft, styrket fokus på naturvidenskab og teknik i grundskoler og på ungdomsuddannelser og fokus på værdi og kvalitet i offentlige indkøb. Hertil kommer, at virksomhederne og væksten vil blive styrket, når en række af regeringens vækstinitiativer fra “Vækst i hele Danmark” gennemføres, bl.a. indførelse af en certificeringsordning for teknisk byggesagsbehandling, opgør med landinspektørvirksomheders ejerskabsmonopol og øget brug af outsourcing i vores forsyningsvirksomheder.
Undersøgelsen viser desuden, at de rådgivende ingeniører øger produktiviteten gennem bedre brug af ressourcer.
– FRI’s undersøgelse viser også, at branchen igen i år er blevet mere effektiv. Virksomhederne er blevet bedre til at udnytte deres medarbejderressourcer, bl.a. ved at kombinere flere fagligheder på tværs internt i virksomhederne. Det er en medvirkende årsag til den stigende overskudsgrad, slutter Henrik Garver.