Dansk Byggeri: Speed forhandlinger om infrastrukturen op

Transportminister Benny Engelbrecht bliver af Dansk Byggeri opfordret til at fremskynde forhandlingerne om de kommende motorvejs-, bro- og jernbaneprojekter. Ministeren meldte i gårsdagens udgave af Jyllands-Posten ud, at han ønsker at starte helt forfra med alle forhandlinger om infrastruktur på Christiansborg.
Tiden er ikke til langtrukne genforhandlinger om infrastrukturprojekter, mener Jesper Arkil, som frygter, opbremsningen kan koste virksomhederne et stort videnstab. Foto: Ricky John Molloy.
Tiden er ikke til langtrukne genforhandlinger om infrastrukturprojekter, mener Jesper Arkil, som frygter, opbremsningen kan koste virksomhederne et stort videnstab. Foto: Ricky John Molloy.

Alle indgåede projekter om store infrastrukturopgaver skal på bordet igen. Det mener transportminister Benny Engelbrecht, som inviterer alle Folketingets partier til nye forhandlinger om fremtidens motorveje, broer og jernbaneforbindelser. Det gælder blandt andet den tredje Limfjordsforbindelse, udvidelsen af E-45 i Østjylland og første fase af en ny Hærvejsmotorvej.

Køer på vejene koster

Forhandlingerne bliver forhåbentligt kortvarige, og de vigtigste infrastrukturprojekter bør blive rykket frem, appellerer formanden for Dansk Infrastruktur i Dansk Byggeri Jesper Arkil.

– Ifølge den plan, som den tidligere regering og DF vedtog i foråret, vil flere af de store projekter først komme i gang i midten af 2020’erne. Og jo flere år, der går, jo større er regningen for den spildte tid i trafikken. Det er ikke rettidig omhu, siger han.

Vejdirektoratets seneste analyse viser, at trængslen stiger fire-fem procent om året. Og ifølge de seneste beregninger blev der i 2016 spildt, hvad der svarer til 77 millioner timer på vejene på grund af trængsel. Det svarer til, at samfundet går glip af over 24 milliarder kroner hvert eneste år.

Politisk ubeslutsomhed kan give tab

Det har således høje omkostninger for Danmark, at de store linjer i infrastrukturen ligger under for manglende politiske beslutninger, lyder opråbet fra Dansk Byggeri, som henviser til, at antallet af vej-, bro- og baneprojekter i flere år har været kraftigt aftagende, mens trængslen bare stiger.

– Infrastrukturen sander ganske enkelt til i manglende beslutsomhed. Hvis milliardtabet på spildtid i trafikken figurerede som en synlig post i statsbudgettet, er jeg sikker på, at der for længst var vedtaget en plan for de kommende investeringer, siger Jesper Arkil.

Det er ikke bare spildtiden, der vækker bekymring i branchen. Der er også risiko for at vigtig viden og kompetence går tabt.

– Vi står i et tomrum lige nu, og både virksomheder og bygherrer mister i øjeblikket medarbejdere med stor og vigtig specialviden. Allerede nu falder beskæftigelsen på anlægsområdet, så tiden er bestemt ikke til langtrukne forhandlinger, siger formanden for Dansk Infrastruktur i Dansk Byggeri.

Infrastrukturen sander ganske enkelt til i manglende beslutsomhed

Relateret indhold