Dansk Byggeri Sjælland blev 115 medlemsvirksomheder større, da de lokale bygge- og anlægsvirksomheder i fredags på foreningens generalforsamling sagde ja tak til at slå sig sammen med Dansk Byggeri Lolland-Falster. Foreningen skifter navn til Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster, og Jesper Toftebjerg Andersen fra entreprenørvirksomheden Hansen & Andersen i Næstved er ny formand for de to nu sammenlagte foreninger.
– Både Dansk Byggeri Sjælland og Dansk Byggeri Lolland-Falster er en del af Region Sjælland, så på den måde hænger vi naturligt sammen. Vi har i de senere år samarbejdet om rigtig mange emner, og nu hvor formanden for Dansk Byggeri Lolland-Falster ikke genopstiller, var der en naturlig anledning til at slå pjalterne sammen, siger Jesper Toftebjerg Andersen.
I lyset af byggeriet af Storstrømsbroen og den kommende Femernforbindelse er sammenlægningen også med til at styrke foreningens arbejde.
– Det er to kæmpe byggerier, som vil strække sig over mange år, og her vil det naturligt være både virksomheder og medarbejdere fra hele Sjælland og Lolland-Falster, der bliver en del af byggeriet. Derfor giver det også god mening, at vi nu er én forening med fælles interesser og udfordringer. Med 1100 medlemsvirksomheder fra både Sjælland og Lolland-Falster vil vi stå stærkt, siger Jesper Toftebjerg Andersen, formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster.