Dansk Byggeri: Rekord i ledige stillinger

Der var mere end 32.000 ledige stillinger på det private arbejdsmarked i 3. kvartal 2017, og det er næsten 3.000 flere end samme periode året før. Grundformen er god på det danske arbejdsmarked, mener Dansk Byggeri
Pressefoto: Ricky John Molloy.
Pressefoto: Ricky John Molloy.

Det danske arbejdsmarked befinder sig i en god grundform, og som et naturligt resultat er der mange jobannoncer og ubesatte stillinger. Det siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.

– Der har aldrig i denne statistiks korte levetid været så mange ledige stillinger på det private arbejdsmarked. De ledige stillinger udgør 2 procent af den samlede beskæftigelse, siger cheføkonomen.

Korrigeret for sæsonudsving var der ifølge Danmarks Statistik 32.600 ledige stillinger på det private arbejdsmarked i 3. kvartal 2017. Det er cirka 2.900 flere end i 3. kvartal 2016.

Bygge og anlæg helt i top

Som følge af fire års opsving i byggeriet, ligger bygge og anlæg nu – sammen med information/kommunikation – helt i top med jobåbninger svarende til 2,9 procent af branchens beskæftigelse i 3. kvartal 2017.

– Det er især i de små bygge- og anlægsvirksomheder, der i øjeblikket er mange vakante job. De ledige stillinger udgør 4 procent af beskæftigelsen i virksomhedssegmentet med 1-9 ansatte, siger Bo Sandberg og tilføjer:

– De mange ledige stillinger dokumenterer på den ene side, at fremgangen i byggeriet nu også har ramt de små virksomheder. Men på den anden side illustrerer det også, at der i de mindste virksomheder blandt andet i Midtjylland og på Sjælland er begyndende vanskeligheder med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, og at jobopslagene derfor er ubesatte i længere tid.

Opsving i alle landsdele

De nye tal fra Danmarks Statistik viser samtidig, at opsvinget har nået de fleste landsdele. I alle landsdele udgør de ledige stillinger nu mindst 1,5 procent af beskæftigelsen. Der er dog fortsat flest jobåbninger i Region Hovedstaden med 2,1 procent.

– Når der er fremgang i samfundsøkonomien, er der høj jobomsætning og mange jobopslag. Derfor ser man typisk i opgangsperioderne, at ledigheden og antal ledige stillinger bevæger sig i hver sin retning. Ledigheden går ned, og antal ledige stillinger går op, siger Bo Sandberg.

Andelen af ledige stillinger på arbejdsmarkedet opgøres som antallet af ledige stillinger i forhold til summen af ledige og besatte stillinger. Statistikken er ifølge Dansk Byggeri ikke helt dækkende, fordi alle de jobskift, der sker uden egentlige stillingsopslag, ikke opfanges i statistikken. Derfor bør man ikke lægge så meget i de absolutte tal, men mere hæfte sig ved retningen, det vil sige om det går op eller ned.

Relateret indhold