Cowi vokser med 300 mio. kroner i toppen og 300 medarbejdere

Øget fokus på klimatilpasninger og ikke mindst vestlige regeringers ambitioner om at frigøre Vesten fra russisk energiforsyning og fossile brændstoffer har påvirket Cowis regnskab i første halvår positivt.
I det første halvår af 2022 har Cowi oplevet høj aktivitet i alle koncernens kerneområder, mens arkitektforretningen er mærket af udfordrende markedsforhold, fortæller adm. direktør Lars-Peter Søbye.
I det første halvår af 2022 har Cowi oplevet høj aktivitet i alle koncernens kerneområder, mens arkitektforretningen er mærket af udfordrende markedsforhold, fortæller adm. direktør Lars-Peter Søbye.

– Vi er tilfredse med, at vi har formået at skabe vækst i vores forretning på trods af svære markedsforhold. Det viser, hvor robust vores forretning er, og især hvor godt vores nye strategi matcher udviklingen og ikke mindst kundernes behov for hjælp til den grønne omstilling, siger Lars-Peter Søbye, CEO for Cowi, som reaktion på koncernens halvårsregnskab.

Her er omsætningen i alt steget med 300 mio. kroner til 3.635 mio. kroner. EBIT er steget med 20 mio. kroner til 205 mio. kroner sammenlignet med samme periode sidste år, mens EBIT-marginen på 5,6 % var på niveau med samme periode i 2021. Den organiske vækst var på hele 8,1 %.

Pengestrømmen var som forventet negativ (-30 mio. kroner) grundet opdatering af et driftssystem, som forsinkede faktureringen midlertidigt. Siden maj har pengestrømmen været stabil.

Som led i en ny strategi om udelukkende at være drevet af bæredygtige projekter inden for tre-fem år valgte Cowi allerede i begyndelsen af året at takke nej til deltagelse i fossile projekter. Samtidig har koncernen påbegyndt en strategisk tilbagetrækning fra en række regioner for at fokusere forretningen på sine tre kernemarkeder, Skandinavien, Storbritannien og Nord Amerika.

Stærkt brand tiltrækker medarbejdere

Cowis ordrebeholdning er nu på 5,1 mia. kroner, og det forventes ikke, at en kommende recession vil påvirke forretningen markant:

– Vi udfører typisk planlægning og design på projekter, og disse typer opgaver forventer vi ikke bliver påvirket på den korte bane. Det er meget lidt sandsynligt, at denne del af projekterne vil blive berørt, da det vil være dyrt at stoppe denne del af arbejdet, fordi det vil forsinke projekterne med mange år. Derimod forventer vi, at selve anlægsarbejdet kan blive påvirket grundet de stigende råvarepriser og problemer i forsyningskæderne, siger Lars-Peter Søbye og vurderer, at Cowi er den arbejdsplads i branchen i Danmark, der har det stærkeste brand og en stærk profil på andre markeder, hvor man har kunnet øge medarbejderstab med 300 kolleger i første halvår:

– Men vi kan bruge mange flere kolleger, og puljen af ingeniører har brug for at blive udvidet markant, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. For os bliver det afgørende, at vi er i stand til at flytte medarbejdere fra områder med lav aktivitet og lave marginer til områder med høj aktivitet og høje marginer. Det gør vi dog allerede. For eksempel har vi flyttet medarbejdere fra vores boligområde til industriområdet.

Forholdsvis optimistisk på fremtiden

Trods større markedsusikkerheder og stigende omkostninger er Lars-Peter Søbye forsigtig optimistisk:

– Vores kerneforretning er sund, og vi har en solid ordrebog, der vil sikre os arbejde i en lang periode. Vi rykker tæt på vores kunder og har mange gode dialoger om, hvordan de rigtige løsninger kunne se ud for dem, der hvor de står. Vi har også et stærkt brand, der gør os i stand til at tiltrække og fastholde talenter. Det er på den baggrund, at vi ser forholdsvis optimistisk på fremtiden, forklarer Lars-Peter Søbye.

Relateret indhold