Cowi regnskab første halvår 2017
- Nettoomsætning: 3.068 mio. kr.
- Resultat af primær drift før afskrivninger (EBITDA): 183 mio. kr.
- EBITDA margin: 6,0 procent
- Resultat af primær drift (EBIT): 88 mio. kr.
- Overskudsgrad (EBIT margin): 2,9 procent
- Periodens resultat før skat: 69 mio. kr.
- Periodens resultat: 45 mio. kr.
- Balancesum: 3.441 mio. kr.
- Egenkapital: 1.127 mio. kr.
- Egenkapitalandel: 33 procent
- Pengestrøm fra driftsaktiviteter: 133 mio. kr.
- Antal ansatte: 6.518
Cowi leverede i første halvdel af 2017 en omsætning på 3,068 milliarder kroner.
Det er en stigning på tre procent i forhold til tilsvarende periode i 2016. Herudover skabte Cowi et resultat i den primære drift før afskrivninger (EBITDA) på 183 millioner kroner og et driftsresultat (EBIT) på 88 millioner kroner.
– Vi holder den kurs, vi har lagt med vores 2020-forretningsstrategi og har endnu engang skabt vækst i omsætningen. Det skyldes i høj grad vores fokus på at styrke det tværgående samarbejde og vores evne til at vinde store projekter, siger Lars-Peter Søbye, administrerende direktør i Cowi.
Han glæder sig over en fremgang i cash flowet på 29 procent. Der er dog mere at ønske på andre parametre.
– På indtjeningssiden er vores EBITDA-resultat på linje med samme periode sidste år, men vi er ikke helt oppe på det niveau, vi ønsker. Det skyldes blandt andet udfordringer i Nordamerika, hvor vi har haft et svagt første halvår, men de sidste par måneder har vist en positiv udvikling. Vores fremgang i ordrebogen på fem procent – fordelt på tværs af alle Cowis sektorer – bekræfter os i, at vi kan indfri målsætningerne for hele 2017 og frem mod 2020, siger han.
Stærk position på tværs af markederne
Første halvår har budt på opkøbet af den Stockholms-baserede virksomhed Projektbyrån. Virksomheden har tilført Cowi kompetencer inden for projektledelse og har samtidig styrket Cowis position i den svenske hovedstad.
Lars-Peter Søbye glæder sig over virksomhedens styrkede konkurrenceevne – som gør sig gældende på alle områder:
– Vi deltager i en lang række af de aktuelt mest interessante og prestigefyldte projekter på alle vores markeder og på tværs af vores sektorer. Blandt andet to store projekter i London: Tunnelforbindelsen Lower Thames Crossing og Thames Tideway, en 25 kilometer lang spildevandstunnel ud af byen.
– Herudover er vi den første danske virksomhed, der deltager i historiens største infrastrukturprojekt; Kinas etablering af en moderne megaversion af Silkevejen. Endelig er vi blandt de to finalister i konkurrencen om reetableringen af Norges regerings hovedkvarter i Oslo efter terrorangrebet i 2011. At Cowi således bliver ‘budt op til dans’ på de store projekter – og også formår at vinde dem – bekræfter mig i, at vi har den konkurrencemæssige position, der skal til for at drive Cowi frem mod vores 2020-mål, siger han.
Forventning om fortsat vækst i 2017
Trods de usikkerheder, relateret til politiske begivenheder, som stadig gør sig gældende på Cowis markeder, især Storbritannien og Nordamerika, er de positive forventninger for resten af året intakte.
– Cowis forretning er drevet af urbaniseringen, der forsat buldrer derudaf, både på vores skandinaviske hjemmebane og på de internationale markeder. Det skaber en lang række attraktive muligheder, og vi forventer fortsat at vokse i 2017, afslutter Lars-Peter Søbye.