CG Jensen i højdespring

2020 var et godt år for entreprenøren og med en rekordstor ordrebog peger pilen yderligere op.
Den delvist medarbejderejede danske entreprenørvirksomhed har haft et godt 2020 og tror på mere for det kommende år.
Den delvist medarbejderejede danske entreprenørvirksomhed har haft et godt 2020 og tror på mere for det kommende år.

Heller ikke for bygge- og anlægsentreprenøren CG Jensen var Corona-året et dårligt år. 2020 omsætningen steg med 12% til 1.627 millioner kroner, mens overskuddet efter skat blev løftet fra 51 til 83 millioner kroner.

– Takket være en smidig organisation og et stærkt, internt samarbejde mellem vores mange dygtige fagdivisioner har vores medarbejdere kunnet præstere en flot overskudsgrad på 6,1 procent samt et solidt overskud før skat på 106 millioner kroner. Det er rigtig godt gået, konstaterer adm. direktør i CG Jensen, Michael S. Larsen i en kommentar til årsregnskabet.

Stabile forventninger til 2021

Og var 2020 et godt år, så har CG Jensen endnu større forventninger til 2021. Ordrebogen er rekordstor med 2.738 millioner kroner og CG Jensen har herudover en stærk ordrepipeline. Det estimerede aktivitetsniveau for 2021 forventes at ligge på linje med omsætningen realiseret for 2020 og overskudsgradenforventes at ligge i niveau 4%-5%.

– Vi er glade for, at mange nye kunder er kommet til, og at mange gamle kunder igen og igen vender tilbage. Vi gør os umage – både fagligt og socialt – og vi vil gøre, hvad vi kan for at leve op til tilliden, siger adm. direktør i CG Jensen, Michael S. Larsen om de mange ordrer.

CG Jensen er en dansk- og delvis medarbejderejet, landsdækkende bygge- og anlægsentreprenør. Et af virksomhedens store engagementer ligger i opførelsen af de nye bykvarterer i Københavns Sydhavn, hvor alle virksomhedens fagdivisioner er i spil: Fra Byggeri, Beton, Stål, Jord og Kloak til Gartner, Forsyning, Ramning og Vandbygning.

Herudover arbejder man også på store byudviklingsprojekter som Posten i indre København og nye bydele i Rødovre som IrmaByen og Rødovre Port.

Entreprenøren anlægger også store dele af den kommende Hovedstadens Letbane med anlæg af 8,5 kilometer banestrækning gennem Rødovre, Herlev og Gladsaxe Kommuner samt at opføre Kontrol- og Vedligeholdelsescentret, hvorfra man fremover vil styre letbanedriften.

CG Jensen har 566 ansatte, heraf 41 lærlinge svarende til cirka 10 procent af de timelønsansatte.

Relateret indhold