Casa opruster på renovering

Entreprenørvirksomheden ansætter nye folk og gearer sig til vækst med særlig fokus på renovering.

I februar overtog Torben Modvig roret som administrerende direktør for Casa. Målet var at lede forretningen på næste del af rejsen og sikre, at væksten fortsætter med fornyet styrke.

Et væsentligt skridt i den retning er oprustning på renovering, som er udpeget som et strategisk vækstområde og dermed et forretningsområde på linje med nybyggeri af bolig og erhverv.

Flere kræfter på renovering

Casa opruster renveringensafdelingen på Sjælland, hvor man henter John Strands Petersson og Brian Hasfeldt til organisationen for at styrke virksomhedens renoveringsforretning med etablering af en renoveringsafdeling på Sjælland med særligt fokus på Storkøbenhavn.

Begge starter 1. juli, hvor John Strands Petersson tiltræder som direktør for Renovering Øst og Brian Hasfeldt som projektdirektør. Samtidig udnævnes nuværende afdelingschef for renovering, Brian Popp, til direktør for renovering Vest.

John Strands Petersson og Brian Hasfeldt kommer begge fra NCC.

– Med skærpelsen af vores salgsorganisation og med udvidelsen af vores renoveringsforretning får vi gearet Casa til yderligere vækst – og bliver klar til at løfte Casa til næste niveau. Vi kommer til at positionere os endnu tydeligere i markedet, og samtidig er vi enormt stolte over at kunne byde endnu to særdeles stærke og erfarne profiler som John og Brian velkommen i familien, siger administrerende direktør Torben Modvig i en pressemeddelelse.

Dedikeret salgsorganisation

Desuden opdeler Casa salg og udvikling i to forskellige afdelinger.

Den nuværende udviklingsdirektør Rasmus Holbech udnævnes til direktør for investorsalg og partnerskaber og skal etablere en salgsorganisation med dedikerede ressourcer til udbygning af virksomhedens gode relationer til kunder og øvrige professionelle investorer i hele landet.

Samtidig udnævnes Henrik Hansen til direktør for Casas udviklingsafdeling.

Med skærpelsen af vores salgsorganisation og med udvidelsen af vores renoveringsforretning får vi gearet Casa til yderligere vækst.

Relateret indhold