Campusbyggeri til 440 millioner kroner

Rønne vil samle en lang række undervisningsfaciliteter i nye og moderne omgivelser.
Campus Bornholm ønsker at opføre et nyt domicil i Rønne. Foto: Colourbox.
Campus Bornholm ønsker at opføre et nyt domicil i Rønne. Foto: Colourbox.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby har søgt tilladelse i Folketingets Finansudvalg til at gennemføre et projekt til næsten 440 millioner kroner, som blandt andet skal anvendes på at bygge et nyt domicil til Campus Bornholm i Rønne, der i dag har til huse på 11 forskellige adresser spredt omkring i Rønne med relativt høje administrationsomkostninger og høj spildtid på grund af skift mellem adresser.

Bygningsmassen er ifølge ministeren generelt af ældre dato, undervisningsfaciliteterne er gennemgående nedslidte, og vedligeholdelsesomkostningerne er som følge heraf relativt høje.

God økonomi

Det nye campusbyggeri vil blive placeret på Minervavej, hvor skolens erhvervsuddannelser allerede har til huse, og som ligeledes er tæt på skolens erhvervsgymnasium.

Det nye campusbyggeri bliver på cirka 15.700 kvadratmeter, og det er ministeriets vurdering, at Campus Bornholm har en god økonomi, og at institutionen med et særligt årligt tilskud på 1,8 millioner kroner vil have råd til at afdrage og forrente et realkreditlån på 157 millioner kroner samt et banklån 20 millioner kroner og samtidig have en fornuftig bygningsøkonomi.

Relateret indhold