Bygningskonstruktør slap gennem nåleøjet

Bygningskonstruktør Kasper Olsen gennemgik en omfattende ansøgningsproces for at blive udvalgt til MT Højgaards graduate-program.
Kasper Olsen fik blandt 155 ansøgere pladsen som graduate hos MTH. Pressefoto.
Kasper Olsen fik blandt 155 ansøgere pladsen som graduate hos MTH. Pressefoto.

Vestas, Mærsk, Aalborg Portland og MT Højgaard har det. Flere af de store danske virksomheder tilbyder graduate-programmer for at tiltrække de bedste nyuddannede kandidater. Men foruden et højt karaktergennemsnit skal man som graduate også være villig til at gennemgå en omfattende ansøgningsproces for at gøre sig forhåbninger om at få tilbudt en plads i programmet.

34-årige Kasper Olsen var én ud af 155 ansøgere, der i 2016 søgte ind på MT Højgaards graduate-program. Han havde netop afsluttet sin uddannelse som bygningskonstruktør på UCN i Aalborg og havde egentlig et andet job i sigte, men valgte at gribe muligheden og dedikere en del timer på at komme i betragtning til én ud af de seks graduate-stillinger.

Variationen i både at sidde og arbejde med 3D-modeller på skærmen og at stå ude på byggepladsen med en skruemaskine i hånden er det helt rette for mig.

Bygningskonstruktør Kasper Olsen MT Højgaard

– Selvom jeg på forhånd var sikret fast arbejde, var jeg nysgerrig efter at vide mere om MT Højgaards graduate-program, hvor der var mulighed for at prøve kræfter med en masse områder og forskellige projekter. Det skræmte mig egentlig ikke, at jeg skulle gennemgå en ret intensiv ansøgningsproces, men så det i stedet som en spændende udfordring, siger Kasper Olsen.

Hos MT Højgaard kræver ansøgningsprocessen – foruden en skriftlig ansøgning – intelligenstest, personlighedsanalyse, samtaler, videopræsentation og en heldagsprøve med topledelsen. Nogle vil måske miste modet på forhånd, men det var ikke tilfældet hos Kasper Olsen.

– Det intensive ansøgningsforløb er selvfølgelig til for at skabe et godt match mellem graduate og virksomheden. Derfor ser jeg programmet som et plus, da begge parter gerne skal vise, at de er villige til at investere tid og ressourcer i sammen at udvikle de personlige kompetencer, der gerne skal give afkast i organisationens forskellige led. Det er netop formålet, at begge parter går dedikeret ind i det.

Skræddersyet forløb

Et graduate-forløb i MT Højgaard varer typisk op til 3,5 år, hvor man prøver kræfter med minimum tre forskellige forretningsområder. Rotationerne skræddersyes i samarbejde med den enkelte graduate for at opnå en bred indsigt i virksomheden og samtidig finde frem til sin rette hylde.

– Jobrotationerne er måske dét, der godt kan afskrække nogle fra at vælge et graduate-program, men jeg synes selv, at jeg har fået meget ud af at arbejde i flere afdelinger. Jeg startede eksempelvis i tilbudsafdelingen, selvom det ikke umiddelbart var mit førstevalg, men jeg lærte en masse, som jeg kunne tage med videre i bagagen, fortæller Kasper Olsen.

Kasper Olsen er oprindelig uddannet tømrer og har på overbygningen som bygningskonstruktør beskæftiget sig med det digitale byggeri. Derfor takkede han hurtigt ja til at arbejde med Aalborgs nye supersygehus som en del af graduate-forløbet, hvor de to områder kunne forenes.

– Det lå til højrebenet for mig at kombinere mine erfaringer med tømrerfaget og det digitaliserede byggeri, som jeg har beskæftiget mig meget med på min uddannelse. Variationen i både at sidde og arbejde med 3D-modeller på skærmen og at stå ude på byggepladsen med en skruemaskine i hånden er det helt rette for mig, og jeg er glad for, at jeg i samarbejde med MT Højgaard har fundet frem til løsningen.

Byggeriet bagud på graduates

Mens graduate-programmerne generelt er en vigtig del af store danske og internationale virksomheders rekrutteringsstrategi, forekommer de mere sjældent inden for bygge- og anlægsbranchen.

– Vores program går helt tilbage til 1995 og startede som en turnusordning for ingeniører. Med tiden har vi udviklet forløbet, som i dag kaldes et graduate-program, der er en velkendt term blandt de nyuddannede. Generelt oplever vi god opbakning til vores program, og når vi søger, får vi flere hundrede ansøgninger fra ingeniører og bygningskonstruktører, der ser fordele i at kunne fordybe og dygtiggøre sig, samtidig med at de får en bred indsigt i virksomheden. siger Cecilia Lutsch, HR-udviklingskonsulent hos MT Højgaard.

Lige nu er der 20 graduates i MT Højgaard, som fordeler sig i organisationens afdelinger i Danmark, på Grønland og Færøerne. Som graduate har man også job i MT Højgaard, når forløbet er afsluttet.

– Graduate-programmet er for os en strategisk investering i fremtidige ledere, projektledere og specialister. Et graduate-job hos MT Højgaard er derfor en fast stilling, og vi har stor gavn af vores graduates, der netop er rige på viden om organisationen, efter de har været godt rundt i forskellige forretningsområder og afdelinger. Vi er overbeviste om, at det er en gevinst for begge parter at investere tid og ressourcer i forløbet, siger Cecilia Lutsch afsluttende.

I dag er Kasper Olsen med til at styre byggeri i milliardklassen. Pressefoto.
I dag er Kasper Olsen med til at styre byggeri i milliardklassen. Pressefoto.

Relateret indhold