Bygherrerne kan sikre samfundet milliongevinst gennem sociale hensyn

Ny rapport viser, at der ligger et stort potentiale for jobskabelse, hvis bygherrerne tænker sociale hensyn ind i bygge- og renoveringsprojekterne.
Bygherrerne og entreprenørerne kan komme til at spille en stor rolle, når det gælder om at fåb arbejdsløse i arbejde. Foto: Colourbox.
Bygherrerne og entreprenørerne kan komme til at spille en stor rolle, når det gælder om at fåb arbejdsløse i arbejde. Foto: Colourbox.

En ny rapport fra Udlændige-, Integrations- og Boligministeriet præsenterer en model, der anviser til at bruge byggeprocesser til at få arbejdsløse i arbejde. Modellen bygger på en grundlæggende ide om, at byggeri i udsatte boligområder kan skabe varige jobs til lokale beboere og løfte unge fra kanten af samfundet ind på arbejdsmarkedet. Det skriver Bygherreforeningen på sin hjemmeside.

– Rapporten giver god inspiration til at tænke i synergier mellem byggebranche og de almene boligområder. Derudover er vi enige i, at branchen kan skabe nye jobmuligheder og tage del i ansvaret for nye og unge ansatte. I Bygherreforeningen har vi gennem flere år haft aktiviteter på området, og særligt Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar, som vi er med i, er et godt eksempel på, at branchen har taget initiativ til at arbejde med de potentialer, som kan skabe social forandring, siger vicedirektør i Bygherreforeningen, Hanne Ullum.

Vi enige i, at branchen kan skabe nye jobmuligheder og tage del i ansvaret for nye og unge ansatte.

Hanne Ullum Vicedirektør, Bygherreforeningen

Netværk af bygherrer

Modellen, der præsenteres i rapporten, kaldes “Byg dem op” og består af tre grundsten. Først og fremmest er der fokus på at skabe et visionært netværk af bygherrer og myndigheder, der vil gøre en forskel af social karakter. Derudover fokuserer modellen på, hvordan det lokale arbejdskraftudbud kan modnes, mens den afgørende del af modellen er selve konkretiseringen af visionen i udbuddet for den givne byggeopgave.

Rapporten peger her på, at nøglen til at løfte unge fra kanten af samfundet til beskæftigelse – og dermed den store samfundsmæssige gevinst – ligger i den måde, byggeopgaverne udbydes på. Allerede nu er det ganske udbredt at indskrive sociale klausuler eller en frivillig aftale om praktikpladser i de byggeopgaver, der udbydes af offentlige eller almene boligorganisationer. Det er imidlertid sjældent, at praktikpladserne er lokale, da dette ikke kan være et krav i de sociale klausuler.

Entreprenører vigtige

I stedet henviser rapporten til, at bygherrerne udnytter udbudslovgivningens fleksibilitet til i højere grad at skabe lokale og sociale hensyn, der kan sikre de unges bevægelse fra arbejdsløshed i de udsatte boligområder mod arbejdsmarkedet. Eksempelvis kan delopgaver udbydes som delydelser, mindre opgaver kan udbydes i begrænset licitation og særlige typer af opgaver kan øremærkes socialøkonomiske virksomheder.

Derudover viser rapporten, at en af de vigtigste forudsætninger, for at Byg dem op-modellen kan lykkes, er en engageret entreprenør. Bygherrerne bør således fokusere på et godt partnerskab med entreprenørerne, hvor de sociale og lokale hensyn er i højsædet.

Netop Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar afholder til november et arrangement om uddannelsesklausuler og frivillige samarbejdsaftaler i byggeriet. Arrangementet bringer bedste praksis fra en vejledning, som Region Hovedstaden i øjeblikket er ved at udarbejde på området.

Relateret indhold