Bygherreforeningen: Risiko for prisstigninger

Private projekter holder aktiviteten i byggebranchen på et så højt niveau, at der er flaskehalsproblemer og risiko for stigende priser. Bygherreforeningen efterspørger flere udenlandske entreprenører for at sikre konkurrencen.
Det høje aktivitetsniveau er godt for beskæftigelsen. Men går det for stærkt, kan det give kapacitetsud-fordringer, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen. Foto: Torben Jastram.
Det høje aktivitetsniveau er godt for beskæftigelsen. Men går det for stærkt, kan det give kapacitetsud-fordringer, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen. Foto: Torben Jastram.

Nye tal fra Byggepipeline.dk, som giver overblik over store byggeprojekter (+ 50 mio. kr.) minus anlægsprojekter de kommende 12 måneder, er netop offentliggjort.

– Byggepipelinen for de kommende 12 måneder er blevet lidt større sammenlignet med den seneste pipeline fra maj 2016. Den nye pipelineliste indeholder i alt 432 projekter med byggestart de kommende 12 måneder. Det svarer til projekter til en samlet værdi på lige over 66 mia. kr. og en fremgang på 562 mio. kr. i forhold til seneste pipeline fra maj, siger adm. direktør fra Byggefakta Jens Slott Johansen, som leverer informationerne til Byggepipeline.dk.

Det stabile danske marked for store byggeprojekter må være interessant for udenlandske aktører.

Adm. direktør Henrik L. Bang Bygherreforeningen

Især i Hovedstaden

Det er især i Hovedstaden at byggekranerne får travlt de kommende 12 måneder.

Jens Slott Johansen forklarer, at udviklingen især skyldes mange boligprojekter i hovedstaden. Den lave rente sammen med høje boligpriser, gør boligmarkedet til et interessant investeringsobjekt. Det understøttes også af, at det især er de private aktører som fx pensionskasser og private developere, der bygger. Denne gruppe står lige nu for 66 pct. af de store udbud, hvilket svarer til projekter for 43,6 mia. kr.

Byggepipeline.dk indeholder desuden prognosegrafer, der viser udviklingen for de store byggeprojekter +50 mio. kr. fordelt på hovedgrupper fra 2012 og helt frem til 2019. Her er tallene periodiseret og viser således den årlige aktivitet for en hovedgruppe.

Jens Slott Johansen tilføjer:

– Byggeriet holder lige nu et højt aktivitetsniveau sammenlignet med tidligere år. Fra 2012 til 2015 har der været et markant stigende aktivitetsniveau for de store byggeprojekter i Danmark, og med de nye prognoser ser ud til, at niveauet fra 2015 vil holde frem til 2019, siger han.

Fremgangen i aktivitetsniveauet fra 2012-2015 skyldes især en markant fremgang for boligbyggeriet, en fremgang der ser ud til at fortsætte helt frem til og med 2018. Kun et enkelt boligbyggeri er blandt de allerstørste projekter.

Risiko for kapacitetsproblemer

Det høje aktivitetsniveau er godt for beskæftigelsen. Men går det for stærkt, kan det give kapacitetsudfordringer, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen. Han repræsenterer de store organisationer og virksomheder, der som bygherrer bestiller byggerierne:

– Vi skal berede os på kapacitetsproblemer på de store projekter. Det høje niveau ser ud til at fortsætte. I en situation, hvor alle lige fra ingeniører til entreprenører har meget at lave, opstår der nemt flaskehalse i enkelte regioner eller inden for nogle specialistområder, siger Henrik L. Bang.

Han forklarer, at i et meget travlt marked, hvor alle er i sving, kan det være vanskeligt at finde relevante entreprenører til de store opgaver, og priserne risikerer at stige.

Derfor opfordrer han sine medlemmer til at analysere markedssituationen grundigt, inden de udbyder deres opgaver. Timing i forhold til andre projekter kan være afgørende for gode priser.

Derudover ser han også gerne et større udbud af leverandører. Enten ved at entreprenørvirksomhederne øger kapaciteten eller, at nye udenlandske aktører etablere sig på det danske marked.

– Det stabile danske marked for store byggeprojekter må være interessant for udenlandske aktører, siger han og opfordrer også sine medlemmer til at have en international tilgang til deres udbud.

Kapacitetsudfordring mærkes

Kuben Byg er en af de ejendomsvirksomheder, som arbejder i Region Sjælland. Lige nu er de ved at opføre boligbyggeri med i alt 66 lejligheder i Sønder Havn ved Køge i samarbejde med Casa Nord. Direktør Line Røtting Dornan kan nikke genkendende til et øget aktivitetsniveau og de begyndende kapacitetsudfordringer:

– Vi har eksempler på, at nogle melder pas på en entreprise, fordi de har for travlt. Og det gør jo, at vi bliver nervøse for, om prisen nu stiger. Nogle steder uden for København begynder der at være gang i den. Det er især i Køge og Roskilde, vurderer hun.

Relateret indhold