Bygherreforeningen laver modelprogram for demensboliger

Der bliver flere demente i fremtiden, og kommunerne er udfordret på at finde viden og løsninger, der kan håndtere udfordringerne. Derfor laver Bygherreforeningen en ny guide til byggeri af demensboliger.
Der bliver brug for meget mere demensbyggeri i årene fremover. Foto: Colourbox.
Der bliver brug for meget mere demensbyggeri i årene fremover. Foto: Colourbox.

Om Modelprogram

  • I udviklingsprojektet Modelprogram arbejder Bygherreforeningen på at formidle og videreudvikle de tre modelprogrammer, der oprindeligt blev udarbejdet for henholdsvis daginstitutioner, folkeskoler og plejeboliger. Udviklingsprojektet er støttet af Realdania og Trafik- og Byggestyrelsen.
  • Modelprogrammerne er inspirationskataloger med den nyeste viden om brugernes behov for fysiske rammer samt om arkitektur og byggeri på områder som energi, indeklima, byggematerialer, totaløkonomi etc.
  • Som del af formidlingen afholder Bygherreforeningen en række arrangementer for branchen, der belyser specifikke områder af modelprogrammerne.
  • Læs mere om projektet og modelprogrammerne her.

I Danmark er der aktuelt fokus på at udvikle boligtyper, der imødekommer udfordringerne i fremtidens samfund. Demens tegner sig som en af de helt store, og til efteråret udsender regeringen en generel handlingsplan på området. Allerede nu oplever kommunerne dog adskillige udfordringer omkring plejeboligerne – særligt i forhold til den stigende efterspørgsel og en række utidssvarende funktioner.

Det gør, at der må tænkes i kreative løsninger i forhold til indretning, organisering og finansiering, når der skal planlægges og bygges nye boliger for ældre og demente. Bygherreforeningen udarbejder derfor et nyt modelprogram for demensboliger, der samler tilgængelig viden på området og anviser konkrete metoder og designelementer, der kan hjælpe kommunerne med deres fremtidige byggeri. Det oplyser Bygherreforeningen på sin hjemmeside.

Stor udfordring

– Kommunerne er udfordret, fordi de skal lave løsninger for en meget særlig brugergruppe. Demenssygdommens mange forskellige symptomer kræver et meget omstillingsparat byggeri. At sygdommen vokser så eksplosivt over de kommende år, giver heller ikke kommunerne meget tid til at handle i. Derfor vil vi hurtigt samle og bearbejde den eksisterende viden på området, så de gode løsninger kommer frem i dagens lys, siger direktør i Bygherreforeningen, Henrik L. Bang.

Med det nye modelprogram, er det således formålet at give bygherrer en direkte adgang til viden, der kan bruges til at planlægge og konkretisere de fremtidige byggeprojekter. Hermed bliver bygherrerne opmærksomme på de væsentlige overvejelser, der skal gøres i forhold til demensboliger samt de strategiske udfordringer, der ligger i at skabe rammer for demente.

Ønsker muligheder

Bygherreforeningen afholdt for nylig uge konferencen ‘Fremtidens hjem til ældre – plejeboligens potentialer’, og gennem konferencen stod det klart, at kommunerne efterspørger flere muligheder, når det kommer til byggeri af plejeboliger, da det stigende antal af demente og ældre generelt kommer til at sætte dem under voldsomt pres. Kommunerne vil derfor gerne nytænke og finde fælles fodslag om nye finansieringsmodeller, boligernes indretning og fleksibilitet for byggeriet.

Bygherreforeningen anfører, at der ikke findes en entydig løsning på de fremtidige demensudfordringer. Et af de fremmeste mål for det nye modelprogram er derfor, at de mange forskellige løsningsforslag kommer ud at leve blandt bygherrer og rådgivere, så viden og erfaringer kan deles. Til efteråret inviterer Bygherreforeningen således alle interesserede kommuner til et faciliteret netværk, hvor der sættes fokus på at dele og løse udfordringerne omkring demens- og plejeboligbyggeri.

Bygherreforeningen vil herigennem hente de erfaringer, der peger mod bedste praksis på området. Ligesom der også bygges videre på den viden, Bygherreforeningen gennem de to sidste år kontinuerligt har oparbejdet i debatter om de nyeste tendenser på plejeboligområdet med en række førende praktikere, forskere, arkitekter og bygherrer. Formatet har været en møderække, med viden fra forskellige fagligheder. Demensudfordringen har været et tilbagevendende punkt, og derfor tager Byg-herreforeningen nu skridtet videre og konkretiserer denne viden til en guide for landets kommuner.

Arbejdet med det nye modelprogram for demensboliger støttes af Boligfonden Kuben og offentliggøres til efteråret.

Relateret indhold