Først byggede det midtjyske firma Klimahuse 29 huse i Tune NØ – forsynet med jordvarmeanlæg. Alle jordvarmeanlæg blev godkendt af kommunen efter enslydende ansøgninger og med en sagsbehandlingstid på to-fire dage.
Da der i samme bebyggelse skulle bygges yderligere syv huse med nøjagtigt samme jordvarmeanlæg, som de allerede godkendte, indsendte Ikast-byggefirmaet syv ansøgninger nøjagtigt magen til de foregående. Klimahuse forventede naturligvis godkendelse efter den sædvanlige sagsbehandlingstid på to-fire dage.
Ny sagsbehandler
Men så skiftede kommunen kurs. En ny sagsbehandler meddelte pludselig, at nu var de pågældende ansøgninger IKKE gode nok. Der skulle ekstra oplysninger til. Klimahuse bad om at få at vide, hvilke oplysninger man ønskede, men der lød svaret ifølge byggefirmaet at “det må I selv vide som professionel byggevirksomhed”.
Sagsbehandlingstiden endte med at blive på fem-seks uger, altså en markant forlængelse i forhold til de to-fire dage.
I forløbet fik Klimahuse, der har over 40 års erfaring med i bagagen, i øvrigt at vide, at de var ‘”dybt uprofessionelle”, fordi de ikke udfyldte ansøgningerne korrekt.
Vedkommende sagsbehandler, der viste sig at være praktikant, var kun på Rådhuset én gang ugentlig, og vedkommende havde hver gang nye krav til ansøgningerne. Derfor blev sagsbehandlingstiden så lang.
Lokale håndværkere
Klimahuse havde af hensyn til planlægningen indgået aftale med lokale virksomheder om at løse opgaven, og de pågældende gik i sikker forvisning om, at alt som sædvanlig var i orden, i gang med at udføre opgaven. De foregående 29 ansøgninger var jo godkendt, så der var tale om en ren formalitet.
Men det mente man ikke på Greve Rådhus. Da man her erfarede, at Klimahuses underentreprenører havde udført jordvarmeanlægget, inden tilladelserne var udfærdiget på Rådhuset, blev Klimahuse politianmeldt med krav om bod på 7 x 10.000 kroner.
Mere besynderlig bliver historien, da Dagens Byggeri erfarer, at det ene af jordvarmeanlæggene – ved Tunegårdsvænget 34 – slet ikke er påbegyndt, fordi der på grunden pludselig optrådte et drænanlæg, der ikke var oplyst om i salgsmaterialet.
Det betyder ifølge Dagens Byggeris Kilder en fordyrelse af byggeriet på op til 300.000-400.000 kroner, som kommunen fralægger sig ethvert ansvar for.
Mangelfuld orientering
Sagen skal behandles på det kommende møde torsdag aften i kommunens Teknik- og Miljøudvalg, hvor det på dagsordenen optræder som en orienteringssag, altså en sag som politikerne ikke skal tage stilling til, men tage til efterretning.
Ifølge Dagens Byggeris oplysninger har udvalget tidligere behandlet sager om politianmeldelser i forbindelse med byggesager, men her er det udvalget, der har skullet tage stilling til, om der skulle indgives politianmeldelse.
I denne sag er det tilsyneladende embedsmændene alene, der har taget beslutningen om at melde virksomheden til politiet uden først at spørge politikerne.
Af den såkaldte orientering af politikerne indgår ikke oplysninger om de 29 første godkendelser, eller at de syv godkendelser er enslydende med de øvrige.
Det fremgår heller ikke, at der er lavet politianmeldelse for et jordvarmeanlæg, som end ikke er påbegyndt.
29 mangelfulde ansøgninger
Det hedder i orienteringen, at jordvarmeansøgningerne var mangelfuldt udfyldt ved fremsendelsen. Selv om dette kan være korrekt, så fremgår det ikke, at man altså i administrationen havde godkendt 29 lignende mangelfulde ansøgninger. Det konstateres i indstillingen til politikerne:
“Administrationen har været i dialog med ansøger for at få fyldestgørende oplysninger. Her blev administrationen opmærksom på, at jordvarmeanlæggene er etableret før eller sideløbende med indsendelse af ansøgning om jordvarme. Det er administrationens vurdering, at der på ejendommene i april 2016 eller tidligere er etableret syv jordvarmeanlæg uden en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 og bekendtgørelse om jordvarmeanlæg.”
Ingen kommentar
Forvaltningen skriver videre:
“Klimahuse A/S og Tune Nordøst Aps er professionelle aktører på markedet, som bør kende og respektere reglerne på området, og et bødeforlæg bør afspejle dette forhold. Administrationen har indstillet en bøde-størrelse på mindst 10.000 kroner for hvert jordvarmeanlæg, som er etableret uden forudgående tilladelse …”
Dagens Byggeri har forsøgt at få en kommentar til sagen fra borgmester Pernille Beckmann, der henviste til formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Henrik Stuckert, der oplyser, at han ingen kommentarer har før udvalgets møde torsdag i denne uge.
Han bekræfter dog over for Dagens Byggeri, at han ikke er bekendt med oplysningerne om de 29 tidligere godkendelser, eller at der er indgivet politianmeldelse for en grund, hvor der ikke er påbegyndt jordvarmeanlæg.
Dagens Byggeri vender tilbage til sagen, når udvalget har behandlet den.