Byggeriet tæt på 15-årig job-top

Byggebranchen hyrer og hyrer - efter et lille corona-bump, skal man tilbage til før finanskrisen for at finde lige så mange ansatte, og andre brancher trækkes med op
Travle pladser overalt - byggebranchen nærmer sig rekordbeskæftigelse. Foto: Gettyimages.
Travle pladser overalt - byggebranchen nærmer sig rekordbeskæftigelse. Foto: Gettyimages.

Ansatte i byggebranchen

  • Bygge-entreprenører 28,2
  • Anlægs-entreprenører 16,0
  • El-installatører 34,2
  • Vvs-installatører 18,3
  • Tømrermestre 41,4
  • Maler og glarmestre 15,1
  • Murermestre 11,8
  • Anden bygge- og anlæg 22,1I alt 187,1
  • Sæsonkorrigerede tal i 1000
  • Kilde: Danmarks Statistik

Byggebranchen har fuld fart på. Der hyres nye ansatte i stort tal. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser en stigning på 5.600 beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen i første kvartal i år.

Byggebeskæftigelsen steg med 3 procent fra 181.500 personer i fjerde kvartal 2020 til 187.100 personer i første kvartal 2021.

Dermed er beskæftigelsen i branchen højere end var før den første corona-nedlukning i foråret 2020. Her dykkede beskæftigelsen med 5.000 ansatte, men i løbet af et halvt år var nedgangen indhentet. Og siden er den bare steget og steget.

De nye jobtal understreger også, hvor stærkt byggebeskæftigelsen er kommet igen i årene efter finanskrisen ramte. I 2007 toppede branchen med over 190.000 ansatte, men sagde over et par år farvel til over 50.000 medarbejdere. I 2009 var der blot 140.000 ansatte tilbage.

Først i 2013 begyndte branchen igen at hyre i stor stil, og siden er det gået opad kun kortvarigt afbrudt af coronaen.

10 jobs i byggeriet giver 7 jobs i andre brancher

– Fremgangen i beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen er meget positivt. Der er høj aktivitet i branchen, som ikke har været ramt af nedlukning og restriktioner på samme måde som andre dele af arbejdsmarkedet, siger underdirektør i DI Dansk Byggeri, Torben Liborius.

Jobvæksten i byggeriet kommer ikke bare branchen selv til gode. Mange andre sektorer oplever fremgang, når der skabes arbejdspladser i byggebranchen. Det tyder godt for den generelle beskæftigelse.

– Når der skabes 10 jobs i byggeriet kommer der syv jobs i andre brancher, og fremgangen er derfor med til at tegne en positiv forventning for den samlede beskæftigelse i 2021, siger Torben Liborius, og peger på branchens generelle betydning.

– Byggeriet har været en del af genopretningen fra starten, og de gode tider i byggeriet smitter positivt af på store dele af arbejdsmarkedet, hvor mange andre brancher leverer input til byggeriet.

Snart er anlægsbranchen også med

Selv om den samlede byggebranche oplever stor fremgang, har anlægsbranchen været plaget af stop-and-go uden en stor samlet plan over opgaverne. Det har gjort forholdene vanskeligere for den del af byggebranchen.

Men også her ser de kommende år ud til at byde på stor travlhed med regeringens infrastrukturplan, der blev lanceret i starten af april.

– På anlægsområdet har stabil aktivitet og klare rammer været en mangelvare. Med regeringens udspil til en infrastrukturplan er vi et stort skridt tættere på at få en langsigtet investeringsplan, der kan sikre den nødvendige mobilitet samtidig med at anlægsbranchen kan fastholde beskæftigelsen, siger Torben Liborius.

– Det er positivt, at regeringen i sin plan har fokus på udviklingen i både byerne og på landet. DI håber på at få et bredt forlig med langsigtede og velforankrede planer.

Relateret indhold