Byggeriet skal lytte til medarbejderne på gulvet

Byggebranchen er ikke god nok til at samle de gode ideer op fra den enkelte medarbejder, som ellers kan være grundlaget for at udvikle nye metoder og løsninger, der øger byggeriets produktivitet. Det vil Bygherreforeningen gerne ændre på.
Medarbejder på gulvet har masser af iinnovative forslag, der vil kunne hjælpe byggeriet. Foto: Colourbox.
Medarbejder på gulvet har masser af iinnovative forslag, der vil kunne hjælpe byggeriet. Foto: Colourbox.

Det er ofte tømrersvenden, chaufføren eller montøren, som har den største viden om udfordringerne på byggeprojekterne og måske kan se nye løsninger på problemerne. Men branchen har svært ved at slippe forestillingen om, at en praktiker er en udøvende håndværker frem for én, der dagligt arbejder med at identificere og løse problemer i byggeprojekterne. I stedet bliver innovation ofte diskuteret på et mere overordnet niveau på ledelsesplan, og det udgør en alvorlig hæmsko for at skabe innovative løsninger på fremtidens renoveringsopgaver. Det skriver Bygherreforeningen på sin hjemmeside.

Byggebranchen bør ifølge Bygherreforeningen bestræbe sig på at få sat praktikernes viden og visioner i spil. Derfor har foreningen og Smith Innovation med støtte fra Grundejernes Investeringsfond udgivet publikationen ‘Visioner i praksis’, der viser, hvordan gode ideer og nytænkning blandt folk på og omkring byggepladsen kan løftes op og gøre en forskel for hele branchen.

Hver gang vi diskuterer byggebranchens store udfordringer, spørger vi kun personer fra byggebranchens øverste lag – direktører fra branchens organisationer og toneangivende virksomheder.

Søren Meyer Udviklingschef, Grundejernes Investeringsfond

Det øverste lag

– Der er et stort potentiale for at øge produktiviteten i byggeriet, hvis vi formår at løfte de smarte løsninger og gode ideer op og ændre på praksis, siger direktør i Bygherreforeningen, Henrik Lindved Bang.

Søren Meyer, udviklingschef i Grundejernes Investeringsfond, supplerer:

– Hver gang vi diskuterer byggebranchens store udfordringer, spørger vi kun personer fra byggebranchens øverste lag – direktører fra branchens organisationer og toneangivende virksomheder. Med ‘Visioner i praksis’ har vi spurgt dem, der har deres dagligdag ude på byggepladsen, eller dem, der sidder med hovedet dybt nede i CAD-tegninger og tidsplaner. Vi har givet de tavse indsigter stemme.

Publikationen bygger på en række workshops, hvor praktikere fra byggeriet har fortalt deres historier. Formålet er at inspirere dem, der går rundt med visioner for en bedre renoveringspraksis og ønsker at flytte byggeriet i nye retninger gennem ændret praksis, hvad enten det er inden for nye materialer, nye digitale værktøjer, ved at inddrage brugerne på nye måder, ved at skabe nye systemløsninger eller ved at sætte nye standarder for bæredygtige byggeprocesser.

Stort potentiale

Der er en betydelig del af samfundsøkonomien bundet til renovering, og mere end 100.000 personer er beskæftiget inden for branchen. Derfor er der ifølge Bygherreforeningen et stort potentiale for at gøre tingene bedre. Blandt andet kan byggeriet minimere fejl, hvis man i stigende grad lytter til praktikernes visioner, påpeger Henrik L. Bang.

– Der er et stort potentiale for at øge produktiviteten i byggeriet, hvis vi medtænker visionerne fra praksis. Fejl i byggeriet er nærmest blevet en alment “accepteret” del af selve byggeprojektet, og derfor får vi aldrig for alvor taget hånd om dem. Når man læser om praktikernes udlægning af udfordringerne i publikationen og ser deres innovative løsningsforslag, kan man ikke længere bare acceptere tingenes tilstand, siger Henrik L. Bang.

Med publikationen opfordrer Bygherreforeningen til, at der i fremtidige renoverings- og byggeprojekter sættes fokus på i højere grad at inddrage praktikerne, når løsninger diskuteres, og når det besluttes, hvordan byggeriet skal realiseres. Uden at inddrage praktikerne ser Bygherreforeningen en fare for, at bygherrens ellers fine ambitioner om værdiskabelse og bæredygtighed ender med at blive realiseret for hurtigt, for billigt og i alt for dårlig kvalitet. I stedet skal branchen arbejde hen mod en forståelse af, at kreativitet, nytænkning og faglighed hænger sammen. Og derfor skal praktikerne også med til beslutningsbordet.

Publikationen ‘Visioner i praksis’ kan hentes her.

Relateret indhold