Grønne løsninger og bæredygtige visioner har været i fokus i Aarhus det sidste par dage. Godt 2400 besøgende lagde vejen forbi Building Green på Centralværkstedet, hvor eksperter, udviklere og producenter satte spot på fremtiden for bæredygtigt byggeri og arkitektur.
– Stemningen har været fantastisk i Aarhus. Både besøgende, udstillere og oplægsholdere har taget enormt godt imod Building Green. Vi havde satset på 1000 besøgende, så vi kan næsten ikke få armene ned over, hvor stor tilslutningen til arrangementet har været. Aarhus er en by, hvor der har været en meget stor byggeaktivitet de seneste år, og hvor de har stort fokus på bæredygtighed generelt. Derfor har byen også vist sig at være en god ramme for Building Green, siger Sarah Elhauge, projektleder på Building Green, i en pressemeddelelse.
Hurtigt udsolgt
Building Green kunne hurtigt melde udsolgt blandt udstillerstandene i Aarhus. Standområdet var derfor spækket med de nyeste produkter og løsninger til bæredygtigt byggeri. Foruden de mange udstillerstande lagde gæsterne vejen forbi de mange seminarer og debatter, der blandt andet talte partner i den italiensk-franske tegnestue Renzo Piano Building Workshop Atoine Chaaya, byudvikler Rune Kilden og præsident for Cradle to Cradle Products Innovations Institute Lewis Perkins.
Over de to dage var der oplæg fra mere end 60 eksperter, arkitekter og innovatører fra både ind- og udland. De mange store profiler tiltrak især arkitekter, embedsmænd og bygherrer, der flokkedes til Building Green, for at få viden og inspiration.
– Building Green har manifesteret sig som et vigtigt forum for vidensdeling og netværk. Vi kan mærke, at mange arkitekter har fået øjnene op for, at de både kan få inspiration og gå i dialog med de mange bæredygtige virksomheder, der udstiller, siger Sarah Elhauge, der på baggrund af de sidste dages succes godt tør love en gentagelse i Aarhus næste år.
– Flere af udstillerne er allerede begyndt at genbooke deres stande til april næste år, så jeg er helt sikker på, at vi ses igen næste år i Smilets By, siger hun.