Hos sønderjyske Davidsens Tømmerhandel blev værdien af varelageret øget med 39 % i 2021. Det har givet professionelle kunder i butikken i en tid, hvor vareforsyningen flere steder har været hullet. På samme tid viser opkøbet af Optimera-kæden i 2019 nu sin værdi, og effekterne af opkøbet slår nu fuldt igennem:
De tidligere Optimera-lokationer har – uden undtagelser – løftet både omsætning og indtjening.
– I de sidste tre år har vi med opkøbet af Optimera samt investeringer i både nye lokationer og strategiske tilpasninger af vores eksisterende butikker øget omsætningen med 1,5 milliarder kr. Udviklingen afspejler, at vi i dag er en landsdækkende, men lokalt fokuseret trælastkæde. Samtidig har vi fuldendt integrationen af Optimera og i den proces formået at videreudvikle de nye forretninger under Davidsen-navnet, så vi nu høster alle effekterne af de synergier, vi har skabt, siger adm. direktør Henrik Clausen, der nu kan tælle 23 byggecentre og trælaster i kæden.
Generelt viser regnskabet en tilfredsstillende fremgang og et resultat for året, der lander på 203 millioner kr. før skat mod 108 millioner kr. i 2020. Med en omsætningsfremgang på 15 % til 3,85 milliarder kr. fortsætter den familieejede tømmerhandel i 2021 de seneste års stærke udvikling med en vækst, der særligt er drevet af en solid fremgang i salget til det strategisk vigtige professionelle segment.
Har kigget dybt i vores DNA
I 2021 lancerede Davidsen sin nye strategi, der skal sikre en fortsat omsætningsvækst drevet af et styrket fokus på byggeri og professionelle kunder.
– Vi har som led i strategiarbejdet kigget dybt i vores DNA og styrkepositioner. Vi søger nu tilbage til, at alt til byggeri og den professionelle håndværkskunde udgør virksomhedens kerne. Den private kunde er stadig meget velkommen i Davidsen, men detail bliver et mere snævert fokus, byggende på de fordele som det giver den ambitiøse gør-det-selv-kunde, at vi er en stor erhvervsforretning, forklarer Henrik Clausen.
– Det er klart, at vi også er begunstiget af et generelt set positivt marked i det professionelle byggeri. Men vi er vokset relativt, og har taget markedsandele igen i 2021. Det er yderst positivt, at vores intensiverede fokus på erhvervskunder fortsat bidrager til udviklingen af forretningen, siger han.
Høje varelagre sikrer forsyningsgraden
Henrik Clausen fremhæver, at Davidsens forsyningsstrategi har haft stor betydning for kunderne i 2021. Med en høj og øget lagerbinding har man formået at navigere sikkert gennem de forsyningsudfordringer, der har præget markedet.
– Det spiller en væsentlig rolle for vores fremgang i 2021, at vi har været i stand til at sikre leverancerne til de professionelle håndværkere og ambitiøse gør-det-selv kunder. I det råvaremarked, vi stadig opererer i, har det været en klar fordel, at vi er villige til at operere med høje varelagre og har kunnet sikre de løbende forsyninger med afsæt i vores tætte relationer til producenter og markedet. Det har gjort, at vi ikke i nævneværdig grad har været udsat for forsyningsproblemer, forklarer han.
Henrik Clausen pointerer, at Davidsen historisk set har bundet ganske meget kapital op i lager for netop at sikre en høj vareforsyning til kunderne. I 2021 er værdien af varelageret øget med 39 %.
Retter også blikket væk fra hjemmebanen
Et andet element i strategien er fortsat geografisk ekspansion, både på den historiske hjemmebane i Syddanmark, men også i andre områder, hvor det understøtter Davidsens eksisterende tilstedeværelse. Ekspansionen forventes drevet både organisk og via opkøb.
For 2022 forventer Davidsen en omsætning, der fortsat vokser og et resultat på niveau med 2021. Her er åbningen af en 4000 m2 stor, ny forretning i Svendborg i sommeren 2022 et af fikspunkterne.