Bred politisk aftale baner vejen for vejprojekter

Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået aftale om igangsættelse af undersøgelser af ny midtjysk motorvej og Hillerødmotorvejens forlængelse.
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen. Foto: Dan Bjerring.
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen. Foto: Dan Bjerring.

Forligskredsen bag aftale om en grøn transportpolitik (V, LA, K, S, DF, RV og SF) er netop blevet enige om at udmønte 12 millioner kroner til en VVM-undersøgelse af Hillerødmotorvejens forlængelse.

Regeringen (V, LA, K) er ligeledes blevet enig med S, DF og RV om at udmønte 65 millioner kroner til undersøgelser af en ny midtjysk motorvej. Det skriver Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

– Jeg er meget tilfreds med, at vi er blevet enige om at få sat gang i undersøgelserne af en ny midtjysk motorvej og af Hillerødmotorvejens forlængelse. Det er to vigtige projekter at få igangsat, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Midtjysk motorvej

Med igangsættelsen af forundersøgelserne af en midtjysk motorvej følger regeringen op på sit regeringsgrundlag. Undersøgelserne omfatter strækningen fra Hobro over Viborg til Give smat en VVM-undersøgelse på strækningen Give-Billund-Haderslev. Og det er noget Ole Birk Olesen glæder sig over.

– En ny midtjysk motorvej vil få stor betydning for vækst og arbejdspladser i hele Jylland. Det er der slet ingen tvivl om. Det er et godt projekt, der vil kunne skabe ny mobilitet i den jyske transportkorridor, og som vil kunne bidrage til at aflaste E45.

– Derfor er det en stor glæde for mig, at vi med en VVM- og forundersøgelse nu endelig tager hul på arbejdet med den konkrete planlægning og dermed kommer et skridt nærmere at gøre en ny motorvej fra Sønderjylland og hele vejen op gennem Midtjylland til virkelighed, siger transport-, bygnings- og boligministeren.

Undersøgelserne vil kunne gennemføres på to-tre år. Omkostningerne beløber sig til 40 millioner kroner for VVM-undersøgelsen af strækningen Haderslev til Give og 25 millioner kroner til forundersøgelsen af strækningen Give-Hobro.

Motorvejsforlængelse

Der har længe været et stort lokalt ønske om en forlængelse af Hillerødmotorvejen fra Allerød og helt til Hillerød, og nu har forligskredsen bag aftale om en grøn transportpolitik (V, LA, K, S, DF, RV og SF) besluttet at igangsætte en VVM-undersøgelse af Hillerødmotorvejens forlængelse.

Projektet går ud på at undersøge en udvidelse af den eksisterende motortrafikvej til en firesporet motorvej på hele strækningen. Motortrafikvejen er forberedt til udvidelse til motorvej.

– Motortrafikvejen fra Allerød til Hillerød er en af de mest belastede motortrafikveje i hele landet. En forlængelse af Hillerødmotorvejen vil kunne aflaste denne trængsel. Det betyder, at tid, der bliver brugt på at sidde i kø, i stedet kan bruges på arbejde eller sammen med familien.

– Jeg glæder mig over, at vi nu igangsætter en undersøgelse af en forlængelse af Hillerød-motorvejen, som kan danne grundlag for en politisk stillingtagen til projektet, lyder det fra Ole Birk Olesen.

Med aftalen afsættes der 12 millioner kroner til VVM-undersøgelsen, som vil kunne gennemføres på cirka to år.

Modulvogntog i Fredensborg

Parterne bag aftalen om en grøn transportpolitik er i dag blevet enig om at imødekomme Fredensborg Kommunes ønske om en ændret rute via Isterødvejen og Helsingørmotorvejen under forudsætning af, at kommunen tilvejebringer den fornødne finansiering og indhenter accept fra de øvrige kommuner til at køre modulvogntog på deres del af Isterødvejen.

– Der har lokalt i Fredensborg været udtrykt skepsis ved, at modulvogntog skal køre igennem byen, og kommunen har derfor foreslået en alternativ rute. Forligskredsen har derfor besluttet at gøre det muligt for kommunen at realisere den alternative løsning, hvis kommunen selv vil betale ekstraregningen og sørger for at få accept fra nabokommunerne, siger Ole Birk Olesen.

Relateret indhold