I en ny erhverspakke lægger regeringen og samarbejdspartnere op til, at der blandt andet kommer afgiftsnedsættelse på elvarme samt et investorfradrag. Det har fået en varm modtagelse i blandt andet Dansk Byggeri.
– Aktiesparekontoen er målrettet børsnoterede virksomheder. Derfor er det både godt og nødvendigt, at den suppleres med et nyt investorfradrag, der målrettes unoterede SMV-virksomheder, skriver Dansk Byggeris direktør Lars Storr-Hansen i en pressemeddelelse.
Det er Dansk Byggeris håb og forventning, at initiativerne kan skaffe risikovillig kapital til de små og mellemstore virksomheder i byggeriet.
En gave til installatørerne
Pakken giver lempelser for 700 millioner kroner i 2018, og beløbet vil stige til 2,2 milliarder årligt i 2025. Elvarme-afgiften bliver blandt andet sænket sammen med afgiften på overskudsvarme, og det er godt for installatørerne, skriver brancheorganisationen for VVS- og El-installatører Tekniq i en pressemeddelelse.
– Aftalen lægger op til en lavere varmeregning til både husholdninger og erhvervslivet, og den vil sætte yderligere skub i den grønne omstilling. El bliver fremtidens primære energikilde, og derfor er det glædeligt, at man nu er blevet enige om at sænke afgiften på elvarme, skriver Simon O. Rasmussen, der er underdirektør i Tekniq.
Energiaften bliver sænket med en fjerdedel fra 40,5 øre per KWh til 30,5 ører fra den første januar 2019.
– Vi havde gerne set, at afgiften var sat ned allerede fra 2018, men det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, og det glæder os, at aftalepartnerne er enige om at nedsætte elvarmeafgiften yderligere i de kommende år, siger Simon O. Rasmussen.