Boligselskab i Thy ruster sig til fremtiden

Det almene boligselskab Thisted Bolig bliver nu indlemmet i Boligkontoret Danmark, der består af i alt ca. 32.000 almene lejeboliger for mere end 60 almene boligselskaber landet over.
Adm. direktør for Boligkontoret Danmark, Lars Lehmann, glæder sig over at kunne føje 'et velfungerende boligselskab samt en række nye kollegaer i et geografisk område, hvor vi ikke tidligere har haft medlemmer' til fællesskabet. Foto: Pressefoto.
Adm. direktør for Boligkontoret Danmark, Lars Lehmann, glæder sig over at kunne føje 'et velfungerende boligselskab samt en række nye kollegaer i et geografisk område, hvor vi ikke tidligere har haft medlemmer' til fællesskabet. Foto: Pressefoto.

Fra d. 1. januar 2023 bliver det almene boligselskab Thisted Bolig medlem af det landsdækkende boligadministrationsselskab, Boligkontoret Danmark.

Hos Thisted Bolig, der har 1.317 almene lejeboliger i Thy, ser formand Lilly Thorsen frem til, at boligselskabet bliver styrket og samtidig beholder sin lokale forankring i en tid med mange skærpede krav som blandt andet øgede effektiviseringer i driften.

– Vi er et mindre boligselskab, så det bliver en styrke at få en stor og kompetent spiller i ryggen, siger hun og suppleres af adm. direktør i Boligkontoret Danmark, Lars Lehmann:

– Jeg er overbevist om, at man i Thisted Bolig har set rigtigt i forhold til vigtigheden i at indgå i et større foreningsfællesskab, hvor såvel ansatte, beboerdemokrater og beboere kan opnå robusthed og få adgang til udviklingskraft i form af ekstra specialiserede kompetencer og ressourcer, siger direktøren, der tiltrådte stillingen i sommer.

Vigtig lokal forankring

Boligselskabet kommer til at indgå i Boligkontoret Danmarks foreningsbaserede fællesskab, der består af i alt ca. 32.000 almene lejeboliger for mere end 60 almene boligselskaber landet over.

Med den nye aftale beholder Thisted Bolig sit kontor i Thisted med eget personale, og det har været en vigtig faktor i beslutningen, fortæller formanden:

– Det har været altafgørende, at vi kan beholde den lokale forankring og nære kontakt med vores beboere, samtidig med at vi får fornyelse og endnu mere ekspertise ind.

Relateret indhold