Boligjobordningen har haft opdragende effekt

Danske Malermestre: Vi frygter, at det sorte arbejder kommer tilbage, hvis malerfaget fjernes fra ordningen.
Malerne frygter, at det sorte arbejder kommer tilbage, hvis malerfaget fjernes fra Boligjbordningen fra 2016. Foto: Colourbox.
Malerne frygter, at det sorte arbejder kommer tilbage, hvis malerfaget fjernes fra Boligjbordningen fra 2016. Foto: Colourbox.

Danske Malermestres direktør Ole Draborg har længe haft meget svært ved i virkelighedens verden at genkende de tal, som Skatteministeriet hævder er gældende for antallet af nye arbejdspladser på baggrund af BoligJobordningen.

Han satte sig derfor til nærmere at granske baggrunden for den rapport, som Skatteministeriet henviser til, når de påstår, at der kun er skabt 600 reelle arbejdspladser. Og noget tyder på, at der er udeladt væsentlige spørgsmål i Skatteministeriets analyse. Det fastslår Ole Draborg over for Dagens Byggeri:

BoligJobordningen har altså en opdragende virkning, og når den er væk, kommer unoderne hurtigt igen.

Direktør Ole Draborg Danske Malermestre

– Man ser blandt andet bort fra nogle effekter, der slet ikke indgår i analysen. De 600 arbejdspladser er fundet ved kun at indregne mindre sort arbejde. I øvrigt mener jeg, at man klart undervurderer effekten på det sorte arbejde, siger Ole Draborg.

Prioriterer forbedringer

Han peger blandt andet på, at man i et telefoninterview spørger folk, om de har fået udført sort arbejde. Reelt aner de pågældende ikke, om det er SKAT, der sidder i den anden ende, og derfor vil mange med stor sandsynlighed enten ikke svare eller svare afvisende, selv om de har fået udført sort arbejde:

– Hvor mange svarer ærligt på det spørgsmål? I øvrigt svarer faktisk cirka halvdelen, at de har fået udført mindre sort arbejde på grund af BoligJobordingen. Ud fra det vurderer man, at ordningen har skabt 600 arbejdspladser. Man ser fuldstændig bort fra, at boligejerne er begyndt at prioritere boligforbedringer højere og finansierer det med opsparede midler eller lånte penge, der på den måde kommer i omløb – uden at det går ud over andre erhverv, fortsætter Danske Malermestres direktør.

Ordning virkede straks

Ole Draborg kalder det underligt, at der ikke er spurgt ind til, hvor pengene til opgaver under BoligJobordningen kommer fra:

– Det ville være naturligt at stille det spørgsmål. Jeg ved fra mine egne medlemmer inden for malerfaget, at det sorte arbejde faktisk er elimineret med håndværkerfradraget. Mange malermestre har fortalt, at det ikke længere er almindeligt, at kunderne beder om at få udført arbejdet sort. Da ordningen blev fjernet ved sidste årsskifte, mærkede malermestrene straks, at efterspørgslen for sort arbejde steg. BoligJobordningen har altså en opdragende virkning, og når den er væk, kommer unoderne hurtigt igen. Derfor er det ikke fornuftigt efter nytår at fjerne håndværkerfradraget fra malerfaget. Det vil helt sikkert koste arbejdspladser og øge det sorte arbejde, slutter Ole Draborg.

Relateret indhold