Betonskandale kaster skygger på Grønttorvet

Den efterhånden gigantiske byggeskandale med BG Beton i centrum har fået leverandørens ry til at hænge i laser. Det får nu konsekvenser på Grønttorvet-projektet.
Betonskandalen rækker langt ud over et enkelt højhus på Amager. Foto: Colourbox.
Betonskandalen rækker langt ud over et enkelt højhus på Amager. Foto: Colourbox.

Endnu en bygherre har fået sved på panden efter de mange afsløringer om fusk med leverancerne fra BG Beton.

Denne gang er det FB Gruppen, som er i gang med det enorme bydelsprojekt Grønttorvet i Valby, hvor der opføres 2300 boliger.

BG Beton har leveret til de mange bygninger, og FB Gruppen har derfor valgt at få Teknologisk Institut til at lave prøver af betonen i hele bydelen. Det skriver Ekstra Bladet.

– Det er utroligt, at man har snydt med de her ting (Njals Tårn på Amager, red.). Vi har fået følgesedler, når bilerne fra BG Beton er ankommet, og dem stoler vi selvfølgelig på, når vi får det. Men på baggrund af dækningen i pressen, besluttede vi i slutningen af september, at vi vil have udtaget boreprøver af vores bygninger, hvor BG Beton har leveret til, siger Hans-Bo Hyldig, direktør i FB Gruppen, til Ekstra Bladet.

De første tre prøver er lavet. De ikke er færdiganalyseret endnu, med det ser ikke ud til, at der skulle være noget i vejen med betonen her.

Usikkerheden omkring BG Beton er dog for stor, og det har fået FB Gruppen til at skifte til DK Beton.

– Det er afgørende for os, at vi kan stole på vores samarbejdspartnere, siger Hans-Bo Hyldig til Ekstra Bladet.

Relateret indhold