Energitilsynet har meldt ud, at man nu vil oprette et nyt center, der skal kontrollere og føre tilsyn med den omstridte energispareordning.
– Bedre kontrol af Energispareordningen er et vigtigt første skridt for at få genskabt dens troværdighed. Men det ændrer ikke ved ordningens grundlæggende svagheder – manglende gennemsigtighed og konkurrence, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i Tekniq, i en pressemeddelelse.
– Den styrkede kontrol kan være med til at genopbygge ordningens troværdighed, og det er der brug for. Men der er også behov for at kigge nærmere på selve konstruktionen af Energispareordningen. Som den er lige nu, giver den ikke grobund for gennemsigtighed og åben konkurrence. Derfor opfordrer vi fra Tekniqs side til, at man snarest muligt går i gang med at skrue en langtidsholdbar løsning sammen, siger Niels Jørgen Hansen.
Gennemskuelig
Energispareordningen er i flere omgange blevet kraftigt kritiseret. Både for at give mulighed for omfattende snyd med de cirka 1,6 milliarder støttekroner, som danskerne er med til at finansiere over deres energiregning, og for ikke at sikre, at de konkrete energispareprojekter udføres af dem, der kan gøre det bedst og billigst.
– Det er ganske almindelig sund fornuft at bruge endog mange midler på at fremme energibesparelser. Men det skal ske på en måde, så vi får størst mulige besparelser for pengene. Det kræver en energispareordning, der er åben og gennemskuelig, så forbrugerne, der betaler regningen, ikke risikerer, at pengene bliver brugt på tvivlsomme projekter og alt for store administrationsomkostninger, siger Niels Jørgen Hansen.