BAT-kartellets nye direktør har sine mærkesager klar

Ny direktør for BAT-kartellet, Søren Sand Kirk, har prioriteterne på plads: Bygge- og anlægsbranchen skal have fokus på den grønne omstilling og undgå en underminering af branchens ordnede forhold.
Bygge- og anlægsbranchens etablerede virksomheder og brancheorganisationer skal stå sammen om at fremme aftaler og lovgivning, der dæmmer op for unfair konkurrenceforhold, lyder det fra BAT-kartellets kommende direktør.
Bygge- og anlægsbranchens etablerede virksomheder og brancheorganisationer skal stå sammen om at fremme aftaler og lovgivning, der dæmmer op for unfair konkurrenceforhold, lyder det fra BAT-kartellets kommende direktør.

Bygge- Anlægs- og Trækartellet (BAT), der er faglig samarbejdsorganisation for de syv FH-forbund 3F, Malerforbundet, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund, Dansk Metal, HK/Privat og Teknisk Landsforbund, har ansat ny direktør.

Ny mand i direktørstolen er Søren Sand Kirk, der kommer fra en stilling som Public Affairs Chef hos Fødevareforbundet NNF. Han har dertil erfaringer med politisk interessevaretagelse i Danmarks Lærerforening. Han tiltræder i BAT d. 1. marts 2024.

Formand for BAT, Claus von Elling, siger:

– Søren har omfattende kompetencer og erfaring inden for strategi, ledelse og politikudvikling, som jeg er overbevist om, vil styrke BAT-samarbejdet. Med ham om bord på holdet vil byggefagene stå bedre rustet mod de udfordringer, vi står over for.

Muligheder og udfordringer

Søren Sand Kirk går ind i det nye job med en bevidsthed om både de muligheder og de udfordringer, som bygge- og anlægsbranchen står overfor:

– Bygge- og anlægsbranchen står over for store muligheder i løbet af de kommende år. Det gælder særligt i forhold til den grønne omstilling, hvor alt fra opsætning af vindmøller og solpaneler til installation af klimaanlæg og ventilation kræver dygtige faglærte medarbejdere, udtaler Søren Sand Kirk og tilføjer:

– Men bygge- og anlægsbranchen står også over for store udfordringer. Vi ser en stigende forråelse på landets byggepladser, hvor udenlandske virksomheder og andre nye aktører underminerer de ordnede forhold, som er en forudsætning for en bæredygtig branche. En central opgave for BAT bliver at række ud til de etablerede virksomheder og brancheorganisationer.

– Vi er nødt til at stå sammen og fremme både aftaler og lovgivning, hvis vi skal kunne løfte opgaven med at beskytte de danske virksomheder imod unfair konkurrenceforhold og dæmme op for den tiltagende arbejdskriminalitet på de danske byggepladser, slutter Søren Sand Kirk.

De syv forbund under BAT-kartellet har tilsammen ca. 80.000 medlemmer.

Relateret indhold