Barfoed lander solidt resultat

Ejendomsselskabet opnåede sidste år et resultat på 742 millioner kroner - blandt andet på grund af lav tomgang.
I Barfoed Groups portefølje findes blandt andet denne ejendom på Højbro Plads i København. Renoveringen af denne bygning var blandt de seks nominerede til Renover prisen 2016. Arkivfoto: Carsten Ingemann/Renover Prisen.
I Barfoed Groups portefølje findes blandt andet denne ejendom på Højbro Plads i København. Renoveringen af denne bygning var blandt de seks nominerede til Renover prisen 2016. Arkivfoto: Carsten Ingemann/Renover Prisen.

Ledelsen hos Barfoed Group betegner selv 2016-resultatet som en klar forbedring af indtjeningen – også selvom resultatet lå i samme niveau året før.

Resultatet i 2015 var imidlertid markant påvirket at store værdireguleringer af selskabets rentesikringsinstrumenter, mens resultatet i 2016 er baseret på en stadig stigende indtjening fra driften og en værdiforøgelse af ejendomsporteføljen.

“Udlejningsmarkedet har de seneste år været præget af både stigende efterspørgsel og lejepriser på såvel boligudlejningslejemål som butikslejemål i de største byer. Segmenter som udgør en stor del af ejendomsporteføljen hos Barfoed Group P/S og derfor har medvirket til det positive resultat. For yderligere at styrke driften forventes en fortsættelse af ombygningen fra kontorer til boliger samtidig med, at fremtidige tilpasninger af ejendomsporteføljen vil underbygge denne udvikling,” skriver barfoed Group i en pressemeddelelse.

Lav tomgang

Gennem en stor og målrettet indsats er det lykkedes at nedbringe tomgangen i selskabets lejemål til under to procent. Et niveau som vurderes at være meget lavt og klart bedre end sammenlignelige ejendomsselskaber.

Der investeres således i at tilbyde potentielle lejere det bedste produkt på markedet henset til indretning, service m.m. Senest afsluttedes en betydelig ombygning af en strøgejendom i Odense i forbindelse med udlejningen af et stort lejemål til restaurationskæden MASH.

Selskabet arbejder på nuværende tidspunkt sammen med Odense kommune på en lokalplan for Munkebjerg Park, der skal sikre, at området kan udvikles til et unikt boligområde i Odense med beliggenhed op til fredskov, betydelige aktivitetstilbud til områdets beboere, daginstitution, dagligvarebutik m.m. På området forventes også gennemført et kontorbyggeri. Der har vist sig stor interesse fra forskellige virksomheder i centrum af Odense, der ønsker en placering tættere på motorvejen, hvor der samtidig kan tilbydes gode parkeringsforhold.

I de kommende år forventes indtjeningen fra driften af ejendomsporteføljen bibeholdt på det nuværende niveau, mens værdireguleringen af selskabets ejendomme primært vil være relateret til lejeudviklingen og ikke ændringer i de afkast, ejendomme kan handles til i markedet. Med dette udgangspunkt forventes et resultat i 2017 på 150 – 175 millioner kroner.

Relateret indhold