Arkitekter venter ikke på kunderne

Vestjysk arkitektfirma finder selv jord til byggerier og får lokalplaner på plads.
Mark le Févre (tv.) og Sigurd Ravnborg Jakobsen. Pressefoto: Ole Mortensen.
Mark le Févre (tv.) og Sigurd Ravnborg Jakobsen. Pressefoto: Ole Mortensen.

Det er usikkert at sidde og vente på, at kunderne banker på døren. Derfor har arkitektfirmaet Atra iværksat en anderledes strategi, og den giver gevinst. Virksomheden går selv ud og finder landbrugsjord eller andre arealer, som måske på sigt kunne bruges til for eksempel en ny bydel. De indgår aftaler med ejerne af arealerne og deler en eventuel gevinst. Lykkes udviklingsarbejdet, giver det ofte nye og mere traditionelle arkitektopgaver til Atra, når husene skal tegnes og bygges.

Strategien ser ud til at være bærbar. Atra arkitekter i Holstebro har nu syv år i træk haft fremgang i både omsætning og overskud. Regnskabet for 2017 var firmaets hidtil bedste. Det har også givet afkast i form af en gazellepris fra dagbladet Børsen og en nominering til Nordvestjysk Lederforums erhvervspris.

Atra er i gang med udviklingsprojekter en række steder rundt om i Jylland. Blandt andet på landbrugsjord i Mejrup Kirkeby ved Holstebro og på en cementvirksomheds grund i Klarup øst for Aalborg, hvor der skal bygges 300 huse. Der er også projekter under forberedelse i Hobro, Hedensted, Silkeborg, Ikast, Ry, Tjæreborg og Lystrup.

– Det kan være lange processer over flere år, før der kommer en lokalplan, og byggeriet kan gå i gang. Men på den måde fremtidssikrer vi vores virksomhed. Vi lærte under finanskrisen, at det ikke dur at vente på kunderne, siger medindehaver Sigurd Ravnborg Jakobsen.

Udvider til andre byer

Atra har derudover specialiseret sig i flere nicher. Lige nu er virksomheden på vej med syv-otte friplejehjem rundt om i Jylland. Firmaet har også projekteret en række skoler og undervisningsinstitutioner. Boligselskaber er en tredje stor kundegruppe, og firmaet har blandt andet fået kontrakt i forbindelse med renovering af et stort antal boliger, der er bygget med fugtsugende byggeplader. Det er på 10 adresser fordelt i landet.

Opgaverne rundt om i Jylland har ført til, at der er oprettet et kontor i Aalborg med fire ansatte. Nu kigger Atra også efter at skabe en filial omkring Silkeborg og Skanderborg.

Men virksomheden har ingen planer om at rykke hovedsædet væk fra Holstebro. Heller ikke selv om der er meget gang i byggeriet i for eksempel Aarhus.

– Vores medarbejdere bor i Holstebro-området, og dem er vi afhængige af. Vi kan få dygtige bygningskonstruktører fra uddannelsen på VIA University College i Holstebro. Mange af dem har vi først i praktik, mens de studerer. Holstebro har erklæret sig som bosætningsby og vil vokse, og sådan et sted er interessant for et arkitektfirma, siger medindehaver Mark le Fèvre.

Vi lærte under finanskrisen, at det ikke dur at vente på kunderne.

Relateret indhold