Mangor & Nagel 2020
- Omsætning 69,8
- Bruttofortjeneste 57,0
- Resultat før skat 4,6
- Egenkapital 11,1
- Balance 42,5
- Millioner kr.
– 2020 startede som et glas vand uden bobler, men sluttede som et glas sprudlende champagne, lyder det begejstret fra Bente Priess Andersen, adm. direktør hos Mangor & Nagel A/S.
Den allestedsnærværende coronakrise ramte også Mangor & Nagel. Men den førte ikke til komplikationer eller alvorlige senfølger for den snart 75 år gamle, danske arkitektvirksomhed.
Tværtimod, årsregnskabet for 2020 endte med et plus på 3,6 millioner kroner. Selskabets balance pr. 31. december 2020 udviser en egenkapital på 11,113 millioner kroner, svarende til en soliditetsgrad på 26,15 procent.
Alt i alt betegner virksomheden resultatet som et meget tilfredsstillende. Særligt andet halvår af 2020 været begunstiget med en generel positiv ordretilgang, der har resulteret i omsætningsfremgang – en tendens der ser ud til at fortsætte i det nye år.
– Et så godt resultat ser vi hos Mangor & Nagel som et udtryk for, at vi på trods af en international sundhedskrise med nedlukning og omstilling til hjemmearbejde og online-møder har haft en god og solid projektstyring i tæt kontakt med vores kunder.
Har mandet op med nye stærke profiler
Da Corona-krisen indtraf, undgik Mangor & Nagel fyringer. Tværtimod har man endda øget sin bemanding betragteligt.
Hen mod årsskiftet rundede virksomhedens derfor 100 ansatte, og i den forbindelse er flere nye, spændende profiler inden for bl.a. segmenterne sundhed, miljø, industri og erhverv samt skitsering og projektstyring kommet til.
De nye ansættelser markerer en stærk ambition om at udvide spændvidden i Mangor & Nagels faglige kompetencefelt.
Mangor & Nagel Arkitekter beskæftiger sig i stigende grad med udvikling af nye byer og bydele, og har det seneste år bl.a. vundet spændende byudviklingsprojekter ved Slagelse, Frederiksbro og Køge Kyst samt renoveringsprojekter på DTU og ved Nøjsomhed.
Desuden er blikket rettet mod de øvrige nordiske lande, hvor vi bl.a. har budt på flere konkurrencer i Norge, og senest vundet en større planlægningsopgave i Bergen.