En ny analyse viser, at beliggenhed er det vigtigste ved valg af kontordomicil, og det er jo ikek overraskende.
Hvad der derimod kan overraske nogen er, at virksomheders domiciler for alvor er blevet identitetsmarkører og spiller en afgørende rolle i virksomhedens branding, både corporate branding og employer branding.
Vi husker stadig finanskrisen, der i flere år medførte et stort og ensidigt fokus på økonomien.
Peter Lassen Colliers International
Det kom frem på et arrangement onsdag hos MT Højgaard, i entreprenørens helt nye DGNB Guld-certificerede domicil i Søborg. Arrangementet var meget velbesøgt blandt andre havde DT Group, Alectia, VELUX, Kinnarps, NCC, PFA, Skanska og Novo Nordisk lagt vejen forbi
Bag undersøgelsen står Green Building Council Denmark og Colliers International. Begge steder er der glæde over resultaterne.
– Vi husker stadig finanskrisen, der i flere år medførte et stort og ensidigt fokus på økonomien. Nu oplever vi derimod, at virksomhederne interesserer sig for andet end økonomi, men jeg havde alligevel ikke troet, at for eksempel trivsel og indeklima ville blive vurderet lige som højt som økonomi og drift, siger Peter Lassen, partner og COO, Colliers International.
Bæredygtighed i fokus
Undersøgelsen dykkede ned i virksomhedernes opfattelse af bæredygtighed og sammenhængen med blandt andet optimeret drift og vedligehold, trivsel og indeklima, valg af byggematerialer og betydningen ved valg af domicil.
– Det er godt nyt, at bæredygtighed har vundet så meget fodfæste, ikke mindst ved prioriteringen af sociale faktorer som trivsel og indeklima og at en fjerdedel af virksomhederne har en strategi for bæredygtighed. Det er naturligvis også vand på vores mølle, at der er en trend i forhold til at vælge dokumenteret bæredygtighed i form af certificering, siger Mette Qvist, CEO, Green Building Council Denmark.
Byggeriet er vigtigt for miljø og ressourcer. Det tegner sig for 40 procent af verdens materialeforbrug og 40 procent af Europas energiforbrug og drivhusgasser, så det er ikke kun godt nyt for Green Building Council, men for os alle, at bæredygtighed prioriteres og vinder frem i byggeriet.