Ambitiøst følgestudie af strategiske partnerskaber

Realdania vil i samarbejde med Københavns Kommune evaluere strategiske partnerskaber, som kommunen har indgået om en væsentlig del af de kommunale byggeprojekter.
Det ambitiøse følgestudie er finansieret af Realdania og skal både evaluere processen og resultaterne af de strategiske partnerskaber. Foto: Leif Tuxen.
Det ambitiøse følgestudie er finansieret af Realdania og skal både evaluere processen og resultaterne af de strategiske partnerskaber. Foto: Leif Tuxen.

Store, strategiske samarbejdsaftaler for byggeprojekter er forholdsvis nye i Danmark. Derfor skal Realdania nu stå for et følgestudie, der analyserer konkrete strategiske samarbejder, som Københavns Kommune har indgået. Formålet er, at gøre både kommunen og branchen klogere på de gode og dårlige erfaringer, der opstår undervejs. Det oplyser Realdania i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om to separate rammeaftaler om strategiske partnerskaber for byggeopgaver de næste fire år, som kommunen har indgået. Rammeaftalerne indeholder alle leverancer i byggeprocessen – planlægning, projektering og udførelse. De strategiske partnerskabsaftaler skal bidrage til at reducere omkostningerne på byggeområdet, samtidig med at kommunen fastholder eller forbedrer kvaliteten. Udbuddene er samlet vurderet til at være på henholdsvis 2,3 milliarder kroner til skoler, fritidshjem og daginstitutioner og 0,6 milliarder kroner til idrætsanlæg, kulturinstitutioner, botilbud mv.

Unik mulighed

– Byggebranchen får en række helt nye erfaringer med denne type samarbejder. Blandt andet får vi et bedre indblik i, hvordan længerevarende samarbejder mellem bygherre, rådgivere og håndværkere påvirker kvaliteten, innovationsevnen og læringen projekterne imellem. Den type viden har vi nu en unik mulighed for at indsamle. Og det er jeg sikker på, branchen vil få stor glæde af, siger programchef Lennie Clausen fra Realdania om følgestudiet.

Københavns Kommune ser frem til evalueringsprocessen. Ifølge byggechef Rasmus Brandt Lassen vil undersøgelsen kunne uddybe og supplere den evaluering, der i forvejen er lagt ind i partnerskabsmodellen.

– De længerevarende strategiske partnerskaber handler blandt andet om at skabe en læringskultur omkring vores byggerier, hvor vi – i stedet for at starte forfra hver gang – bygger videre på vores erfaringer fra tidligere gennemførte projekter. Alt sammen så vi får bedre og billigere byggerier, og bliver bedre til at holde tidsplanerne. Og så er det jo fantastisk, at Realdania har valgt at gå ind i det her, så vi sammen med det meget kompetente evalueringsteam kan være endnu mere ambitiøse i forhold til at lære af det, vi gør, siger Rasmus Brandt Lassen.

Proces- og produktevaluering

Følgestudiet vil have to hovedspor. På den ene side en procesevaluering, der ser på samarbejdsprocesser, innovation, læringsperspektiver, konflikthåndtering mv. Og på den anden side produktevaluering, der ser på, hvilke effekter partnerskaberne har på tidsplaner, økonomi og kvalitet.

Følgestudiet foretages af et uafhængigt evalueringsteam bestående af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), Danmarks Tekniske Universitet DTU, Byggeriets Evaluerings Centers Fond og Kungliga Tekniska Högskolan.

Relateret indhold