Akkordløn steg 7,7 procent for elektrikere

Den høje beskæftigelse har dog ikke generelt udmøntet sig i store lønstigninger i 2016, mener Dansk El-forbund.
Høj beskæftigelse blandt elektrikerne har ikke generelt udmøntet sig i store lønstigninger i 2016. Men det har rykket på akkord-området. Foto: Colourbox.
Høj beskæftigelse blandt elektrikerne har ikke generelt udmøntet sig i store lønstigninger i 2016. Men det har rykket på akkord-området. Foto: Colourbox.

Antallet af elektrikere, der arbejder på akkord, er steget markant i løbet af 2016. Det fremgår af Dansk El-Forbunds lønstatistik 2016, der samtidig viser, at der også er pæne stigninger i akkordlønnen.

Ifølge fagbladet Elektrikeren er akkordlønnen steget med 7,7 procent i forhold til 2015. Alligevel er der for elektrikerne generelt kun tale om moderate lønstigninger.

Den gennemsnitlige lønstigning ligger på 1,92 procent. Den moderate stigning står i modsætning til 2015, hvor lønnen i gennemsnit steg 2,65 procent.

For et år siden var der tale om, at kurven knækkede med en pæn tendens til lønstigninger. Disse stigninger kom efter en årrække, hvor udviklingen med stadigt stigende beskæftigelse ikke var slået igennem på timelønnen. Og nu er tendensen til generelle stigninger altså igen bremset, selv om arbejdsløshedsprocenten på området nærmer sig en enkelt.

Stor forskel

På visse områder er lønnen steget mere end på andre: For månedslønnede, som udgør cirka halvdelen af elektrikere ansat på industriområdet, har lønudviklingen været på 3,78 procent til en timeløn på 205,50 kroner. Men her har der på timelønsområdet kun været en svag stigning på 1,51 procent med en gennemsnitlig timeløn på 191 kroner.

På det offentlige område, hvor alle er månedslønnede, har der også været mere markant udvikling på 3,64 procent. Den gennemsnitlige timeløn er her på 190,73 kr.

Landsgennemsnittet i timelønnen for alle områder er opgjort til kr. 197,74 kroner. En stigning fra 2015 på 3,73 kroner.

Samtidig er lønnen på akkord i 2016 altså steget med 7,7 procent i forhold til 2015 med et gennemsnit på 236 kroner pr. time.

Relateret indhold